Medie: Putin er indstillet på foreløbig våbenhvile med betingelser
7/3 17:36
Ruslands præsident, Vladimir Putin, er indstillet på at indgå i forhandlinger om en foreløbig våbenhvile mellem Ukraine og Rusland.
Det fortæller anonyme kilder tæt på sagen til Bloomberg News.
Det er første tegn direkte fra Putin, om at USA's præsident, Donald Trumps, ønske om en hurtig fredsaftale kan komme på tale, efter at den russiske præsident gentagne gange har afvist en våbenhvile.
- Vi har ikke brug for en våbenhvile - vi har brug for fred, som er langsigtet, holdbar, med garantier for Den Russiske Føderation og dens borgere, lød det fra Putin i en tale i december.
En eventuel fredsaftale vil dog kræve klare rammer for, hvordan en endelig aftale vil komme til at se ud.
Blandt Vladimir Putins betænkeligheder er tilstedeværelsen af fredsbevarende styrker. Her har han ifølge Bloomberg News afvist, at Natos tropper skulle agere fredsbevarerer - i stedet er præsidenten åben for, at neutrale lande som Kina kan indsætte styrker i Ukraine til formålet.
USA og Ukraine skal næste uge mødes i Saudi-Arabien til deres første direkte forhandlinger siden Trumps konfrontation med Zelenskyj i Det Hvide Hus.
USA's repræsentant til mødet, Steve Witkoff, siger, at mødet har til formål at nå frem til "en ramme for en fredsaftale og en indledende våbenhvile".
.\\˙ MarketWire