Feds Bostic venter først klarhed om flere måneder
10/3 06:34
Raphael Bostic, som er chef for Federal Reserves afdeling i Atlanta, regner med et grumset økonomisk billede uden klarhed mindst frem til sent i foråret i kølvandet af præsident Donald Trumps mange handelspolitiske udmeldinger om told på import.
- Spørgsmålet er, om hvordan det falder ud?
- Jeg ville blive overrasket, hvis vi fik stor klarhed før sent i foråret eller sommeren, sagde Raphael Bostic fredag ifølge Bloomberg News.
Donald Trump har indtil nu indført told på 20 pct. på varer fra Kina og på 25 pct. på import af stål og aluminium. Han har også to gange, kortvarigt, indført 25 pct. told på varer fra nabolandene Mexico og Canada, men begge gange udskudt dem igen - nu til den 2. april.
Præsidenten har samtidig truet med told på 25 pct. på varer fra EU, herunder biler, ligesom han har lovet afgifter på udenlandske landbrugsvarer, mens han også taler om "reciprok told", altså tilsvarende told på lande, der lægger importafgifter på amerikanske varer.
Økonomer vurderer, at told vil øge priserne i samfundet, mens de samtidig vil få både virksomheder og forbrugere til at holde igen med indkøbet. Det kan i sidste ende også sætte sig i arbejdsmarkedet med lavere beskæftigelse, og sker det er ringen sluttet i forhold til en mulig recession.
På den baggrund, vurderer Atlanta-direktøren, er økonomiens retning "ganske meget oppe i luften".
De mange skiftende meldinger betyder dog, at tålmodighed er på sin plads.
- Bare denne uge har vi set ganske vilde udsving i forhold til, hvor handelspolitikken vil lande. Vi er nødsaget til at være tålmodige og ikke gå for langt.
Indtil videre har toldkrigen sat sig i, at amerikanerne nu venter højere inflation på 4,3 pct. om et år end den nuværende stigningstakt i forbrugerpriserne på 3,3 pct., mens tillidsmålingerne for forbrugerne såvel som virksomhederne også har vist svaghedstegn.
.\\˙ MarketWire