Zealand Pharma har fundet en partner til Petrelintid: Topchef ser enormt potentiale i overskudsdeling
12/3 08:17

Zealand Pharma og Roche skal sammen udvikle og kommercialisere det danske biotekselskabs vægttabshåb Petrelintid.
Aftalen vækker stor glæde hos Zealand Pharmas administrerende direktør, Adam Steensberg.
- Vi er enormt stolte og glade for aftalen og glade for at samarbejde med Roche, siger han til MarketWire, efter at Zealand Pharma onsdag morgen har annonceret partnerskabet.
- Vi er overbevist om, at vi har fundet den rette partner i Roche, fortsætter han.
Zealand Pharma har siden sommeren 2024 været på udkig efter en potentiel partner til Petrelintid, som topchefen har omtalt som Zealands kronjuvel. Midlet adskiller sig fra de mere gængse vægttabsprodukter ved at være en amylinanalog, mens midler som Novo Nordisks Wegovy og Eli Lillys Zepbound har GLP-1-molekyler som virkemiddel.
Roche opfylder samtlige krav, som Zealand havde til en partner. Den schweiziske medicinalgigant er ifølge Adam Steensberg en "international spiller med ambitioner om at blive leder" på området for behandling af fedme og afledte sygdomme. Sammen skal de to selskaber udvikle en fundamental behandling i Petrelintid, der kan fungere som enkeltbehandling og i kombination med andre midler, og så er der tale om et reelt samarbejde, hvor både udvikling og overskudsdeling er ligeligt fordelt.
Dertil vil Zealand Pharma modtage royalties for salget uden for USA og Europa i den høje ende af spændet 13-19 pct.
Netop overskudsdelingen vækker begejstring i Zealand Pharma. Partnerskabsaftalen, som de to selskaber har indgået, har en værdi på op mod 5,3 mia. dollar - over 36 mia. kr. Men der er endnu mere at hente fra overskudsdelingen, pointerer Adam Steensberg.
Aftalen indeholder samtidig en "opt in/opt out"-mulighed for Zealand. Det betyder, at det danske selskab har mulighed for at skrue ned for 50/50-aftalen.
- Når vi nærmer os kommercialiseringen, kan vi sammen med Roche bestemme, hvor meget af det vi vil udnytte, forklarer topchefen.
.\\˙ MarketWire