Aktier/tendens: Zealand har udsigt til topplacering i ventet grønt marked
12/3 08:22

Zealand Pharma har onsdag udsigt til en dag uden tyngdekraft, da biotekselskabet har indgået en milliardstor aftale målt i dollar for sin kronjuvel inden for fedme.
Generelt kan stemningen på det danske aktiemarked også blive løftet af nyheden om, at USA og Ukraine er nået til enighed om en aftale, hvor Ukraine er klar til at acceptere en fredsaftale med Rusland.
Målt på futuren for det tyske DAX-indeks giver det et løft på 1,0 pct. onsdag morgen, efter at tirsdagens meldinger om told på aluminium og stål fra Canada fra den amerikanske præsident, Donald Trump, sørgede for et dyk til aktierne, hvor det tyske eliteindeks endte med et dyk på 1,3 pct.
Herhjemme var stemningen endnu mere sur med fald på 1,9 pct. til 1743,87 for C25-indekset. Det kom i kølvandet af et fald på samme størrelse mandag.
Markedsstemningen kan onsdag eftermiddag blive påvirket af den amerikanske inflationsrapport for februar, hvor økonomerne venter mindre fald i den årlige vækst i forbrugerpriserne målt på både den samlede opgørelse samt kernepriserne.
ZEALAND INDGÅR GIGANTAFTALE
Zealand Pharma har indgået en partnerskabsaftale med schweiziske Roche om vægttabsmidlet Petrelintid.
Som led i aftalen vil Zealand modtage 1,65 mia. dollar - svarende til 11,28 mia. kr. - i forudbetaling, mens den samlede aftale har en potentiel værdi af op mod 5,3 mia. dollar.
Hos Nordnet kalder investeringsøkonom Per Hansen aftalen for en gigantaftale:
- Her og nu er beløbet 36,3 mia. kr., som man kan forholde sig til. Med en 50/50 profit sharing på globalt salg over tid, er det naturligvis "stretched" at konkludere, hvad den samlede handel kan være værd over tid. Det er dog næppe at tage munden alt for fuld med det markedspotentiale, som der er i overvægt, at potentialet meget vel kan være 2-3 gange aftalen her, vurderer investeringsøkonomen.
Zealand-aktien, der tirsdag dykkede 3,7 pct. til 488,80 kr., har været under umenneskeligt pres på børsen de seneste uger med et fald på 37,6 pct. siden den seneste top i 783,50 kr. den 18. februar.
NOVO FÅR SÆNKET KURSMÅL HOS JEFFERIES
Hos fedmekollegaen Novo Nordisk har de seneste uger også stået op modvind med et fald på knap 20 pct. siden den seneste top den 25. februar, hvor kursen alene tirsdag blev skåret med 3,4 pct. til 530,50 kr.
Hvis ikke nyheden fra Zealand kan være med til at øge interessen for Novo-aktien, så gør finanshuset Jefferies i hvert fald sit til at tale kursen ned, da det sænker sit kursmål til 450 kr. fra 515 kr.
Finanshuset gentager i samme ombæring den negative anbefaling "underperform", efter at Novo mandag præsenterede nye fase 3-data fra studiet Redefine 2 med sit vægttabsmiddel Cagrisema, der viste et vægttab på niveau med Eli Lillys GLP-1-middel Zepbound.
- Effektiviteten var i store træk på niveau med Zepbound, hvilket sandsynligvis vil skabe bekymring for det kommende Redefine 4-studie sammenlignet med Zepbound, der ventes i andet halvår af 2025.
Mandag var en stor nyhedsdag for de danske medicinalaktier, hvor Genmab var klar med den lidet opmuntrende melding om, at partneren Johnson & Johnson ikke vil gøre brug af sin option på Hexabody-CD38, der skulle have været arvtageren til Genmabs middel Darzalex mod knoglemarvskræft.
Det fik aktien til at dykke med 8,3 pct. mandag og tirsdag fortsatte nedturen med et dyk på 9,2 pct. til 1382 kr.
Efterfølgende har finanshuset Morgan Stanley sænket sit kursmål for den amerikanske notering til 25 dollar svarende til 1711,07 kr. fra 31 dollar, mens anbefalingen "ligevægt" gentages.
DSV INDLEDT MED "KØB" HOS JEFFERIES
DSV har fået indledt dækningen hos børshuset Jefferies, der ser positivt på speditørens vækst- og udlodningsstrategi.
Samtidig venter Jefferies store synergier fra DSV's opkøb af DB Schenker, skriver analytiker Michael Aspinall i et notat.
- DSV har aggressivt allokeret kapital til vækst/tilbagekøb og har med succes integreret opkøb. Den primære udfordring over de næste 12 måneder bliver bidraget fra DB Schenker og bruttoindtjeningen per fragtet enhed.
Dækningen indledes med anbefalingen "køb" og kursmålet 1700 kr.
Aktien faldt tirsdag 1,2 pct. til 1390,50 kr.
.\\˙ MarketWire