Analytikere spår nye højder for guldpriserne fra Trumps toldregime
13/3 09:44
Økonomisk usikkerhed fra præsident Donald Trumps lunefulde handelsstrategi med nye og skiftende toldmeldinger fra dag til dag kan øge interessen for guld.
Det er forventningen hos både franske BNP Paribas og det australske finanshus Macquarie, der dog ikke er helt enige om potentialet for guldpriserne.
I andet kvartal spår BNP Paribas, at guldprisen kan sætte rekord med en pris på mere end 3100 dollar per troy ounce af metallet, mens prisen i gennemsnit ventes omkring 3070 dollar i andet kvartal og 3015 dollar i tredje kvartal.
- Den største ændring siden vores seneste gennemgang er påvirkningen af Trumps toldtrusler, skriver BNP i et notat ifølge Bloomberg News.
Gentagne og skiftende meldinger om tolden har øget inflationsfrygten og bekymringerne for en opbremsning i den økonomiske vækst.
Hos Macquarie ser man endnu større potentiale, da analytikerne i finanshuset ser guldpriserne stige til 3500 dollar per troy ounce i tredje kvartal. I gennemsnit ventes priserne omkring 3150 dollar i samme periode.
- Vi anerkender guldets prisstyrke frem til nu, og vores forventning er, at det vil fortsætte, skriver analytikerne ifølge Bloomberg News.
Torsdag handles en troy ounce guld til 2943,90 dollar mod 2928,68 dollar torsdag eftermiddag. Den seneste lukkerekord blev sat 24. februar i 2951,73 dollar.
.\\˙ MarketWire