Asien: Afdæmpet udvikling op til amerikansk rentemøde
19/3 06:42
De asiatiske aktiebørser er afdæmpede onsdag, hvor investorerne afventer det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Samtidig imødeses bemærkninger fra den japanske centralbankguvernør Kazuo Ueda senere på dagen, hvor der bliver spejdet efter fingerpeg om den næste japanske centralbankstramning.
Bank of Japan fastholdt renterne som ventet på dagens møde, efter at have hævet den i januar.
- I sidste ende er det dog et spørgsmål om "hvornår", og ikke "hvis" Bank of Japan hæver igen, siger cheføkonom Fred Neumann fra HSBC i Hongkong ifølge Reuters.
Bank of Japan har alle kort på hånden til at hæve renten allerede i juni, efterhånden som flere tegn på stigende lønninger viser sig. Men de usikre globale handelsudsigter kan dog presse den næste renteforhøjelse ud til langt ind i anden halvdel af 2025.
Den japanske yens effekt på aktiemarkedet i Tokyo er velkendt, men med valutahandel i snævre intervaller er påvirkningen begrænset.
Nikkei-indekset ligger med et plus på 0,1 pct., mens Topix-indekset stiger 0,6 pct.
Modsat falder MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan 0,1 pct., mens de amerikanske futures indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct. fra åbningen på New York-markedet senere på dagen.
De kinesiske aktier fortsætter den positive udvikling med plus i Hang Seng på 0,4 pct. og i blue chip-indekset CSI 300 på 0,3 pct.
I Jakarta har de indonesiske aktier svinget mellem gevinst og tab i nervøs handel, efter at aktiemarkedet tirsdag styrtdykkede over 7 pct. i et drama af bekymringer over regeringens finanspolitiske strategi, der slog benene væk under markedet.
Onsdag Jakarta Composite stiger 1,0 pct.
Taiwans Taiex-aktieindeks falder 1,3 pct., mens Sydkoreas Kospi-indeks ligger med et plus på 0,8 pct., og Singapores Strait Times med en stigning på 0,5 pct.
Sydneys ASX-indeks lukker dagens handel med et tab på 0,4 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +0,1 |
Topix | +0,6 |
Hongkongs Hang Seng | +0,4 |
China Shanghai Composite | +0,2 |
China CSI 300 | +0,3 |
Taiwan Taiex | -1,3 |
Sydkoreas Kospi | +0,8 |
Indiens BSE Sensex | +0,2 |
Singapores STI | +0,5 |
Sydney ASX 200 | -0,4 |
.\\˙ MarketWire