Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Amerikansk centralbank ventes at holde renten i ro - spænding om prognose

19/3 14:13

Den amerikanske centralbank ventes at holde renten urørt onsdag aften efter to dages rentemøde for at købe tid til at vurderer, hvordan og hvor meget den amerikanske præsident Donald Trumps politik påvirker en økonomi, der står over for både et vedvarende inflationspres og stigende vækstbekymringer.

Det er blandt andet nye toldsatser parret med gengældelsesaktioner fra USA's handelspartnere, der har ødelagt forbrugernes humør og øget amerikanernes forventninger til fremtidig højere inflation, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Usikkerheden vil sandsynligvis holde de politiske beslutningstagere i en "vent-og-se" tilstand og dermed være tilbageholdende med at lægge sig fast på en bestemt politik.

- Jeg tror, at der vil være en ret stor spredning på banen for rentenedsættelser på grund af usikkerheden, siger Diane Swonk, cheføkonom hos KPMG, til nyhedsbureauet.

Rentemeddelelsen rammer klokken 19 dansk tid - og 30 minutter senere vil centralbankformanden, Jerome Powell, krydre meddelelsen på en pressekonference.

Federal Reserve ventes at holde renten i spændet 4,25-4,50 pct.

Det økonomiske billede har udviklet sig, siden centralbanken sidst fremlagde en prognose for rentens bane i december. Siden er trusler om toldsatser eskaleret, der er sket en forværring i forbrugerstemningen, hvilket har skabt bekymring for vækstudsigterne, og aktiekurserne er faldet kraftigt.

I oversigten over økonomiske fremskrivninger fra december havde centralbanken to rentesænkninger i kalenderen i år ifølge medianestimatet, skriver Reuters. Det ventes, at Federal Reserve fortsat vil signalere to reduktioner af renten i 2025 i det såkaldte dot-plot diagram, hvor bankens beslutningstagere anonymt hver især melder ud, hvor de ser renten ved udgangen af de kommende år.

Markedet venter, at prognosen vil vise, at centralbanken har nedjusteret deres skøn for væksten i år og deres prognoser for inflationen i forhold til december. Nogle venter også, at Federal Reserve vil hæve prognosen for ledigheden.

- Det, der vil blive afspejlet i prognosen, vil være et stagflationsscenarie. Spørgsmålet er, hvor meget "stag" og hvor meget "flation", siger Guneet Dhingra, leder af den amerikanske rentestrategi hos BNP Paribas, til Reuters.

.\\˙ MarketWire