Onsdagens obligationer: Renten i beskedent dyk inden Powell svinger taktstokken
19/3 17:00
Små rentefald prægede det danske obligationsmarked onsdag, hvor finansmarkederne virkede til at have lagt de seneste dages nyt om tyske milliardinvestering bag sig og i stedet fokuserede på aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte 1 basispoint lavere end tirsdag i 2,48 pct.
Der ventes ingenlunde rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, men alles øjne vil være på de medfølgende kommentarer fra centralbankchef Jerome Powell.
Renten ventes at blive fastholdt i 4,25-4,50 pct. Markedet indregner dog lidt over to nedsættelser i år med den første til juni eller juli. For bare en måned siden var forventningen dog nærmere en til to rentenedsættelser.
Powell udtalte i sidste uge, at renten forbliver uændret, indtil det er klart, om de svage nøgletal fra USA skyldes en reel afmatning eller blot usikkerheden omkring Trumps toldtrusler.
- Det viser, hvor stor usikkerhed der er på grund af de handelspolitiske spændinger, vurderer seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel.
Seniorøkonomen vurderer dertil, at skulle Powell signalere, at renten vil blive holdt i ro i noget tid på grund af stor usikkerhed, kan det få markedsrenterne til at stige.
Fra eurozonen fik investorerne i løbet af formiddagen friske inflationstal at tygge på, og de faldt formentlig i investorernes smag. I hvert var stigningen i forbrugerpriserne mindre end først antaget i februar.
De endelige tal viste en stigning på 2,3 pct. i februar sammenlignet med samme måned sidste år. Den foreløbige opgørelse viste derimod en stigning på 2,4 pct., hvilket også var økonomernes forventning til dagens tal.
.\\˙ MarketWire