Aktier/åbning: ISS og Novo trækker C25 ned fra start
20/3 09:07
Carlsberg og ISS er sammen med Novo Nordisk hovedrolleindehaverne på det danske aktiemarked torsdag morgen, hvor stemningen overordnet er lidt til den svage side.
Efter knap fem minutters handel falder C25-indekset med 0,5 pct. til 1786,88 oven på en stigning på 0,2 pct. onsdag.
Optimisme på det amerikanske aktiemarked både onsdag aften og i handlen med futures torsdag morgen smitter nemlig ikke umiddelbart af i Europa.
Med i bagagen har investorerne ellers meldinger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der onsdag aften gav en lille indirekte lempelse til markedet, da den reducerede hastigheden i udsalget af obligationer fra beholdningen.
Dermed fjernes der fra april noget færre penge fra markedet, end tilfældet er det nu, og det blev onsdag positivt modtaget på Wall Street.
Torsdag venter der nyt fra Sverige, Schweiz og Storbritannien, hvor der er rentemøder.
CARLSBERG KLAR MED STOR FODBOLDAFTALE
Bryggeriet Carlsberg har indgået en stor aftale med fodboldforbundet Uefa, der betyder, at det danske bryggeri vender tilbage som sponsor for en række turneringer på både kvinde- og herresiden frem mod 2030.
Det gælder blandt andet herrernes EM-slutrunde i 2028 og kvindernes ditto året efter, oplyser Carlsberg.
B-aktien i bryggeriet falder med 0,1 pct. til 887,80 kr. i torsdagens tidlige handel.
Serviceselskabet ISS er endt i bunden fra start, efter at den franske konkurrent Sodexo har strakt våben og nedjusteret sine forventninger til hele 2025/26 som følge af en svag udvikling på det amerikanske marked.
Sodexo venter nu en organisk vækst på 3-4 pct. i regnskabsåret mod tidligere ventet 5,5-6,5 pct. Samtidig nedjusteres forventningerne til den underliggende bruttomargin, hvor der nu ventes en stigning på 10-20 basispoint mod tidligere 30-40 basispoint.
ISS-aktien falder med 3,0 pct. til 163 kr. fra start torsdag.
Novo Nordisk trækker også ned med sit fald på 1,9 pct. til 535,90 kr.
Wall Street Journal peger på, at kopiproducenter i USA muligvis vil fortsætte med at lave kopier af de storsælgende midler Ozempic og Wegovy, selv om de snart ikke længere er på den officielle mangeliste hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food & Drug Administration (FDA).
NTG KØBER DANSK LOGISTIKSELSKAB FOR 620 MIO. KR.
Nordic Transport Group (NTG) er igen på opkøbsfærd, idet selskabet har købt det danske logistikselskab DTK BE Holding for 620 mio. kr. på gældsfri basis.
Det oplyser NKT torsdag morgen.
Sidste år havde det tilkøbte selskab en omsætning på 1156 mio. kr. og et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 94 mio. kr.
NTG-aktien stiger med 0,7 pct. til 278 kr. fra start torsdag.
Greenmobility fortæller i sit årsregnskab for 2024 torsdag morgen om en kraftigt voksende omsætning sidste år, hvor toplinjen voksede til 129,5 mio. kr. fra 75,3 mio. kr. i 2023.
For de fortsættende aktiviteter blev bundlinjen desuden vendt til et plus på 9,7 mio. kr. fra et tab på 25 mio. kr. året før.
Og der er udsigt til mere vækst i 2025, hvor Greenmobility går efter en fremgang i omsætningen på 7-13 pct. og en vækst i driftsresultatet (EBITDA) på 20-40 pct.
Aktien belønnes med en stigning på 6,3 pct. til 30,40 kr. fra start torsdag.
BIOPORTO VENTER VÆKST OG STIGENDE UNDERSKUD I 2025
Biotekselskabet Bioporto ser fortsat klar fremgang i sin omsætning i 2025, uden at det dog kommer til at hjælpe på driftsresultatet, der ventes at blive et endnu større underskud end sidste år.
Selskabet går efter en omsætning på 45-60 mio. kr. mod et salg på 36,2 mio. kr. sidste år.
Samtidig ses det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger samt renter og skat (EBITDA) dog blive forværret ti let underskud på 75-85 mio. kr. fra et minus på 70,6 mio. kr. i 2024.
Aktien stiger torsdag morgen med 7,8 pct. til 1,56 kr.
Aquaporin har torsdag morgen også fremlagt sine forventninger til 2025, hvor selskabet igen vil tilbage på vækstsporet.
Der sigtes efter en omsætning på 60-80 mio. kr, mens driftsunderskuddet ventes at blive mindsket, og det vil ifølge selskabet være en "markant forbedring" fra 2024.
Aktien har indledt torsdagens handel uændret i 17,80 kr.
.\\˙ MarketWire