Kinesisk Tesla-rival falder tungt fra rekordniveau efter nyhed om EU-undersøgelse
21/3 10:42

Aktien i det kinesiske elbilselskab BYD faldt på børsen i Hongkong fredag med 7,7 pct. fra torsdagens lukkekursrekord på 424,20 hongkong-dollar.
Det skete, efter at Financial Times torsdag kunne fortælle, at EU-Kommissionen er i gang med at undersøge, om Kina har givet urimelige tilskud til BYD's elbilfabrik i Ungarn.
- Hvis Bruxelles finder, at det kinesiske selskab har modtaget uretfærdig statsstøtte, kan det tvinge det til at sælge nogle aktiver, reducere kapaciteten, tilbagebetale tilskuddet og potentielt betale en bøde for manglende overholdelse, skrev Financial Times torsdag.
Trods fredagens fald er aktien i år steget med 47 pct., mens selskabets amerikanske rival Tesla efter en skuffende salgsudvikling de seneste måneder omvendt er faldet 41 pct.
Mandag afleverer BYD, som i løbet af sidste år overhalede Tesla som verdens største elbilselskab, regnskab for 2024, og her er der udsigt til, at der er rundet en milepæl med en omsætning på over 100 mia. dollar for første gang nogensinde.
Det skriver Blomberg News, der har indsamlet estimater fra analytikerkorpset.
Analytikerne estimerer en omsætning sidste år på 766,31 mia. yen svarende til godt 105 mia. dollar. Desuden ser de et overskud på bundlinjen på 39,53 mia. yen svarende til 37,5 mia. kr.
Af den ventede omsætning relaterer 595,85 mia. yen sig til bilsalget, mens BYD også har omsætning fra andre produkter, herunder fra komponenter til mobiltelefoner.
BYD leverede sidste år 4,27 mio. nye biler, hvilket var 41,3 pct. flere end i 2023.
Ses alene på fjerde kvartal leverede BYD 595.412 batteridrevne køretøjer samt 918.556 plug-in-hybrid-biler, mens Tesla i perioden til sammenligning leverede 495.570 elbiler.
BYD, der står for "Build Your Dreams", var tidligere på ugen i fokus med afsløringer af en ny lynoplader, der giver en elbil 400 kilometer i rækkevidde på under fem minutter.
Den nuværende børskurs for BYD betyder, at alle aktier i selskabet har en værdi af 1203 mia. hongkongdollar svarende til ca. 1065 mia. kr.
Teslas markedsværdi på børsen i New York er dog næsten fem gange højere på 5231 mia. kr.
.\\˙ MarketWire