Tivoli sætter punktum for rekordår med flere gæster og god sensommer
21/3 10:58

Tivoli kan kigge tilbage på et år, hvor et stigende antal gæster, en god sensommer og en vellykket halloween- og julesæson skaffede haven et rekord år målt på drift og resultat før skat.
Det viser forlystelsesparkens årsregnskab for 2024 fredag.
- Tivolis resultat for 2024 er glædeligt og indfrier de senest udmeldte forventninger. 2024 blev et år med besøgsvækst og finansielle resultater, der dels vidner om et Tivoli i fremgang, dels muliggør omfattende og nødvendige investeringer i både Tivolis brede kulturudbud, vedligehold og i udvikling af nye tiltag til glæde for Tivolis gæster, lyder det fra Susanne Mørch Koch, administrerende direktør i Tivoli, i forbindelse med regnskabet.
For 2024 kan Tivoli notere sig et driftsresultat, EBITDA, på 271,2 mio. kr. og et resultat før skat på 155,4 mio. kr. Begge tal er rekorder for haven.
Udover en fremgang på 5 pct. til 4,25 mio. gæster var resultatet også positivt påvirket af en tilbageførsel af hensættelse af en corona-kompensation på 10,5 mio. kr., lyder det i regnskabet.
De gode takter i besøgstallene var også hjulpet på vej af et stigende antal turister fra særligt USA, England og Tyskland. Der var også bedring i antallet af turister fra Sverige, efter at en svag svensk krone i en periode har givet et dyk i antallet af gæster fra landet.
I alt besøgte 1,4 mio. turister haven i 2024.
For det nye år venter Tivoli en lille tilbagegang i både omsætning og resultat før skat til henholdsvis 1300 mio. kr. og 125 mio. kr. Det skyldes dels, at haven venter færre gæster grundet færre åbningsdage, dels at 2024-resultatet samtidig var positivt påvirket af tilbageførelsen af corona-kompensation.
Tabel for Tivolis årsregnskab for 2024:
Mio. kr. | FY '24 | FY '23 |
Nettoomsætning | 1320,9 | 1213,8 |
EBITDA | 271,2 | 228,1 |
Af- og nedskrivninger | 108,7 | 109,5 |
EBIT | 162,5 | 118,6 |
Resultat før skat | 155,4 | 111,1 |
Nettoresultat | 123,6 | 86,3 |
Tivolis forventninger til 2025:
Mio. kr. | Ved FY '24 |
Omsætning | 1300 |
Resultat før skat | 130 |
.\\˙ MarketWire