Irlands premierminister advarer om risiko for EU-splittelse fra Trumps told
21/3 13:47
Told mod særskilte sektorer fra USA's præsident, Donald Trump, kan skabe splittelse blandt EU's medlemslande. Derfor bør EU gå sammen om et fælles afmålt svar på den amerikanske told.
- Jeg ved ikke helt, hvad USA vil gøre, siger siger Irlands premierminister, Micheál Martin, i et interview med Bloomberg TV.
- Der er en del spekulation omkring det. Europa kommer til at være noget tid om det, og forhåbentligt er det en afmålt reaktion, der er strategisk, hvad angår fornuftig beskyttelse af særlige sektorer, hvor vi ikke indbyder til stor gengældelse, fortsætter han.
Irlands åbne økonomi er særligt udsat over for Donald Trumps vidtrækkende told, som præsidenten har varslet vil ramme 2. april.
Landet er blandt andet særligt udsat, fordi flere af de store amerikanske selskaber som Apple og Pfizer har deres europæiske hovedkvarterer i landet af skatteårsager.
Det betyder, at USA har et stort handelsunderskud over for Irland - et tal, som præsidenten har svoret at reducere.
For at undgå en opdeling af EU-landene bør unionen derfor "bruge en bredt funderet tilgang, fordi vi let kan blive revet med på sektor-til-sektor-tilgangen, og der er risiko for betydelig splittelse på tværs af EU, hvad angår vores respons", siger Michaél Martin til Bloomberg TV.
Premierministeren besøgte sidste uge Donald Trump i Det Hvide Hus. Her gentog præsidenten sin kritik af den irske skattelov.
- De tog vores medicinalselskaber fra præsidenter, der ikke anede, hvad de lavede, og det er bare ærgerligt, at det skete, sagde Donald Trump.
.\\˙ MarketWire