Aktier/middag: Dukkert til Genmab på sagsanlæg - Mærsk-investorer håber på ratebund
24/3 11:34
Et sagsanlæg sender Genmab i knæ i middagshandlen, og Novo trækker ligeledes ned efter en sænket anbefaling.
I toppen ligger Mærsk-aktierne uden egentlige nyheder - men der kan være tegn i sol og måne på, at fragtraterne har nået bunden og begynder at udvikle sig mere normalt.
Samlet er det danske eliteindeks, C25, dog under pres og falder 0,6 pct. til 1741,66 i middagshandlen.
Ser man ud i den store verden er humøret dog rimeligt godt, og de store europæiske markeder ligger i grønt men plusser op til 0,2 pct. og de amerikanske futures indikerer en forrygende start på mandagens handel med plusser helt op til 1,2 pct.
- Det er lidt en nyhedsfattig dag udover Novo og Genmab, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.
- Vi følger også sektorbevægelserne i Europa med bankerne i top og sundhed i bund. Og da sundhed vægter mere herhjemme end bankerne, hvilket er omvendt i Europa, så falder vi på indeksniveau, siger han.
GENMAB SAGSØGT - VIL FORSVARE SIG MOD ANKLAGER
Genmab er blevet sagsøgt af det amerikanske medicinalselskab Abbvie for misbrug af forretningshemmeligheder.
Ifølge det amerikanske selskab har Genmab og Profound Bio, som Genmab købte sidste år, såvel som tidligere ansatte i Abbvie misbrugt forretningshemmeligheder vedrørende såkaldte antibody-drug conjugates, ADC'er.
- Det er noget vi har set, at Abbvie ofte gør for at undgå, at tidligere ansatte bruger deres viden. Vi har set det med andre selskaber før, uden det har betydet meget for aktiekursen, siger Mads Zink og fortsætter:
- Men vi er inde i periode, hvor Genmab ikke kan tåle ret meget støj, da momentum i forvejen er negativ.
Genmab afviser kategorisk alle beskyldninger og vil forsvare sig på det kraftigste mod Abbvies påstande og erstatningskrav, lyder det i meddelelsen fra selskabet.
Genmab-aktien ligger helt i C25-bunden med et fald på 4 pct. til 1309 kr. Det er sjette handelsdag på stribe med fald til aktien.
NOVO TYNGER INDEKS
Novo Nordisk har fået sænket både et kursmål og en anbefaling.
Mandag kan medicinalkæmpen notere sig en sænket anbefaling hos børshuset Intron Health, som er vendt rundt på en tallerken i forhold til det danske selskab.
Anbefalingen er således sænket med to hak til "sælg" fra "køb", og kursmålet er sat til 460 kr. - eller 13 pct. under fredagens lukkekurs.
Novo har desuden fået sænket kursmålet hos tyske Berenberg til 610 kr. fra 725 kr. Samtidig gentages anbefalingen "hold", fremgår det af et analysenotat fra banken.
Novo falder 2,7 pct. til 514,80 kr.
Også Zealand Pharma og Bavarian Nordic er under pres mandag - som sundhedssektoren i Europa - og falder 2,4 pct. og 1,7 pct.
MÆRSK TRÆKKER FREM
Mærsk-aktierne ligger i toppen af eliteindekset i middagshandlen. Og Danske Banks chefhandler vejrer morgenluft i forhold til raternes udvikling:
- Vi så i sidste uge fald på 2 pct. Og det ligner efterhånden en udvikling helt i tråd med sæsonen, hvor raterne plejer at nå en bund i disse uger. Og det være det, at investorerne håber på, siger Mads Zink.
B-aktien stiger med 1,9 pct. til 11.860 kr., og A-aktien går 1,7 pct. frem til 11.680 kr.
.\\˙ MarketWire