Storbank: Det er tid til at købe op i amerikanske aktier efter dyk
24/3 11:40
Den schweiziske storbank UBS opfordrer investorer til at få købt op i amerikanske aktier i stedet for at vente på yderligere fald, efter at aktierne har taget et dyk over den seneste måned.
Det skriver Investing.com.
- Historisk set har køb af S&P 500 ved et fald fra top til bund på 10 pct. givet bedre absolutte og risikojusterede afkast sammenlignet med at vente på større fald på 15 eller 20 pct., lyder det fra Ulrike Hoffmann-Burchardi, chef for Global Equities hos UBS.
Det brede S&P 500 lukkede fredag i indeks 5667,56. Det er knap 8 pct. fra toppen i februar. Dermed er indekset kommet sig en smule, efter at det ellers tippede ind i korrektionsterræn tidligere i marts med et fald på over 10 pct. fra sin top.
- Selv om tabene kan være betydelige ved et minus på 10 pct., er faldene historisk set blevet mere end opvejet af andre perioder, hvor aktierne kommer hurtigt igen, lyder det fra UBS.
Den seneste måneds fald i amerikanske aktier tilskrives stigende politiske usikkerheder og svaghedstegn omkring økonomien. Hos UBS ser man dog ikke, at USA ender i en recession i år. Banken forventer en BNP-vækst i landet på 2 pct. over de næste 12 måneder.
Ulrike Hoffmann-Burchardi anerkender samtidig, at fortsatte politiske usikkerheder kan ende med at lægge en dæmper på humøret blandt investorerne over den kommende periode, men at både den amerikanske økonomi og aktiemarkederne vil komme sig i anden halvdel af året, lyder det.
Mandag peger futures for de ledende amerikanske aktieindeks op i niveauet 0,8 og 1,2 pct., inden starten går på Wall Street senere på dagen.
.\\˙ MarketWire