Obligationer/tendens: Tysk erhvervstillid og amerikansk forbrugertillid i fokus
25/3 07:21
Det danske obligationsmarked ventes tirsdag at åbne tæt på uændret og afventende forud for dagens nøgletal, der om formiddagen omfatter tysk Ifo-erhvervstillid og om eftermiddagen den amerikanske forbrugertillid.
- Dagens vigtigste nøgletal er den amerikanske forbrugertillid. Den amerikanske forbrugertillid faldt i februar til det laveste niveau i 10 måneder. Trumps toldsatser og massefyringer i den offentlige sektor har skabt usikkerhed blandt virksomheder og forbrugere. En lav forbrugertillid kan bremse forbruget og den økonomiske vækst i første kvartal, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en morgenkommentar.
Herhjemme steg renten på den tiårige danske statsobligation 2 basispoint til 2,47 pct. I USA steg renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med mere udtalte 9 basispoint til 4,34 pct.
Tirsdag morgen på markedet i Tokyo er den tiårige amerikanske rente faldet marginalt til 4,33 pct., hvilket er 1 basispoint højere end niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Den amerikanske forbrugertillid tog et ordentligt dyk i februar fra 105,30 til 98,3, og i tirsdagens opgørelse for marts ventes et yderligere fald til 94,0.
Det tyske Ifo-indeks lå i februar lavere end ventet på 85,2, men i tirsdagens måling ventes det at vise en stigning til 86,7.
- Denne positive udvikling kan forventes at fortsætte i de kommende måneder, især efter at den tyske investeringsplan blev endeligt vedtaget i fredags, skriver Mathias Dollerup Sproegel.
Der var risk-on på de amerikanske markeder mandag, hvorfor investorerne købte ind i aktier og solgte ud af rentepapirerne. Det betød, at obligationskurserne faldt, mens de effektive renter i sin tur steg, hvilket også var understøttet af positivt nyt om toldkrigen og bedre end ventede tillidstal fra erhvervslivet i marts.
Donald Trump har flere gange erklæret den 2. april for "Liberation Day", hvor han vil indføre såkaldt gengældelsestold på andre lande, men både Bloomberg News og The Wall Street Journal erfarede i weekenden, at sektorspecifik told på biler, medicin og halvledere formentlig ikke vil blive indført samtidig.
Og selv om de fleste, senest også centralbanken i USA sidste onsdag, anser told for at være inflationært, fordi det øger priserne, så ventes importafgifter også at hæmme væksten på længere sigt, hvilket er disinflationært, ligesom virksomhedernes indtjening vil blive ramt.
.\\˙ MarketWire