Schweizisk børshus ser aftagende forbrug tynge S&P 500 i 2025
25/3 11:29
En "tydelig træthed" hos de amerikanske forbrugere ventes at lægge yderligere pres på de amerikanske aktier, hvilket bør koste et fald på 8 pct. i det store aktieindeks S&P 500.
Det er vurderingen i den schweiziske storbank UBS ifølge Bloomberg News.
UBS' chefstrateg, Bhanu Baweja, ser faresignaler fra flere sider: Forventningerne til beskæftigelsen, forventningerne til forbruget og forbrugertilliden, der alle er støt nedadgående.
- Havde man sagt for tre måneder siden, at den amerikanske økonomi ville bremse op, ville du være blevet hånet, siger Bhanu Baweja i et interview ifølge Bloomberg News.
- Nu er den pludselige mangel på immigranter og mangel på øget pengepolitisk kærlighed ved at afspejle sig i tallene, fortsætter han.
Det amerikanske aktieindeks S&P 500 har ganske vist sundet sig i løbet af de seneste to uger, men usikkerheden lurer stadig frem mod 2. april, hvor en omfattende gengældelsestold fra USA's præsident, Donald Trump, efter planen træder i kraft.
Netop den omskiftelige toldpolitik og tilhørende svært gennemskuelige undtagelser til tolden vækker bekymring hos handlerne, skriver Bloomberg News.
Hos flere børshuse er det dog vurderingen, at det værste af stormen er redet af. Konsensus blandt analytikerne er en fremgang i S&P 500 på 8,5 pct. i 2025 - en nedjustering fra tidligere 12,5 pct.
S&P 500 er i år faldet 1,9 pct.
.\\˙ MarketWire