Tirsdagens aktier: Danske Bank og Zealand solede sig i C25-toppen efter nye kursmål
25/3 17:04
På en stille dag på den danske børsscene trak løftede kursmål godt op i blandt andet Danske Bank og Zealand Pharma.
Med udsigt til et kurspotentiale på tæt ved 100 pct. lå Zealand Pharma tirsdag med fremme i det danske eliteindeks.
Det er finanshuset KBC, der ser et kurspotentiale på tæt ved 100 pct. for biotekselskabet, og Danske Bank blev understøttet af en mere optimistisk analytiker hos JPMorgan.
Efter tre dage med fald lukkede det danske C25-indeks med en fremgang på 0,2 pct. i 1736,87.
I Europa var der også glæde at spore blandt investorerne, da det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ved dansk lukketid lå med en stigning på 0,6 pct.
Det er blandt andet positive udsigter for aktier, der er med til at hjælpe aktierne fortæller Danske Banks chefhandler, Mads Zink, til MarketWire.
- Alt peger i den rigtige retning bortset fra politik, Trump og told. Lige nu er der ikke noget nyt ude på den front, og derfor får de positive makrotal lov til at dominere lidt, fortæller chefhandlerne med henvisning til blandt andet mandagens foreløbige PMI-tal.
BANKERNE I HOPLA
Danske Bank lukkede helt i top af C25-indekset med en stigning på 3,1 pct. til 238,80 kr., efter at JPMorgan løftede kursmålet for bankens aktie til 250 kr. fra 205 kr.
Det amerikanske finanshus hævede også kursmålet for Nordeas aktie, så det nu lyder på 95,84 kr. mod tidligere 78,13 kr.
Nordea lukkede med en kursstigning på 2,3 pct. til 90,36 kr. og Jyske Bank var også ombejlet med et plus på 1,1 pct. i 592 kr.
De danske banker fulgte en positiv udvikling for de europæiske bankaktier.
- Renterne smitter positivt af på bankerne, men ikke fordi det er noget voldsomt, udtaler Mads Zink.
ZEALAND FIK LØFTET KURSMÅL
Zealand Pharma spås et stort potentiale hos finanshuset KBC Securities, som løftede kursmålet for aktien til 1120 kr. fra 970 kr.
Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af Bloomberg.
Zealand-aktien steg 1,0 pct. til 565,50 kr., og dermed kom den lidt igen på kun den anden dag med fremgang siden den kæmpemæssige optur på 37,9 pct. til 674 kr. den 12. marts.
Her blev aktien sendt kraftigt op af milliardaftalen med medicinalkæmpen Roche om det mulige vægttabsmiddel Petrelintid.
Pandora-aktien måtte med et fald på 2,2 pct. til 1108,50 kr. agere bundskraber i C25-indekset, hvilket skete uden selskabsspecifikt nyt men med en fremgang på cirka 2 pct. for sølvprisen.
Ørsted endte med et minus på 1,5 pct. til 312,40 kr. også i den tunge ende af eliteindekset, efter at det tyske finanshus Berenberg skar sit kursmål for energiaktien til 390 kr. fra tidligere 450 kr. Finanshuset fortsætter dog med anbefalingen "køb".
.\\˙ MarketWire