Tirsdagens obligationer: Lille rentestigning efter høgeagtige kommentarer fra ECB
25/3 17:00
End ikke en skuffende forbrugertillid fra USA var nok til at hjælpe obligationsejerne, der igen måtte se kurserne falde og renten stige, da markedet i højere grad fokuserede på høgeagtige kommentarer fra ECB-direktører.
Renten på den tiårige danske statsobligation lukkede med en stigning på 2 basispoint i 2,49 pct.
Den slovakiske centralbankchef og ECB-medlem, Peter Kazimir, udtalte tirsdag ifølge Bloomberg News, at ECB "allerede nu er i den neutrale rentezone". Hertil sagde han også, at han ikke kan udelukke en pause i de rentenedsættelser, der har været siden starten af nedsættelsescyklussen sidste år.
Hans kollega Madis Müller gentog ikke kun muligheden for, at ECB tager en pause fra de på hinanden følgende rentenedsættelser, men gjorde også eventuelle yderligere nedskæringer betinget af arten af de toldsatser, som USA snart skal annoncere.
ECB holder rentemøde i midten af næste måned, hvor handlen med rentefutures i øjeblikket peger mod 64 pct. sandsynlighed for en rentenedsættelse.
Formiddagen båd også på en mindre positiv overraskelse i det tyske IFO-erhvervstillidsindeks, der målt på den vigtige forventningskomponent viste en større end ventet stigning til 87,7 i marts fra 85,6, hvor økonomer adspurgt af Bloomberg News kun ventede en fremgang til 87,3.
Dagens vigtigste nøgletal i form af den amerikanske forbrugertillid fra Conference Board viste tirsdag eftermiddag et dyk på 7,2 point til 92,9 på bekymringer om højere priser og de økonomiske udsigter i kølvandet af Donald Trumps eskalerende handelskrig.
Det er det laveste niveau siden starten af 2021 og under økonomernes forventning på 94,0.
.\\˙ MarketWire