Onsdagens obligationer: Lille rentehop på stille dag
26/3 17:00
Det var cheferne fra Den Europæiske Centralbank, ECB, og den amerikanske pendant, Federal Reserve, der onsdag løb med opmærksomheden.
Fra ECB's side kunne bekræftes, at kampen mod inflationen så småt er vundet, mens man i USA har brug for mere tid.
Et fravær af udslagsgivende nøgletal betød i sidste ende en stigning på 1 basispoint for renten på den tiårige toneangivende statsobligation, der lukkede i 2,50 pct.
Fra det franske underhus talte den franske centralbankchef, François Villeroy de Galhau, onsdag ved en høring. Her gentog han sin pointe om, at renten i eurozonen nærmer sig målet på 2 pct.
- Eurosystemets sejr over inflationen er næsten sikret, sagde han foran en komité i det franske underhus.
- Vi har på den måde været i stand til betydeligt at sænke renterne og stadig have plads til at sænke mere på pragmatisk vis, fortsætter han.
Fra USA fortalte Neel Kashkari, der er chef for Federal Reserves afdeling i Minneapolis, at centralbanken har brug for mere tid til at få bugt med den høje inflation. Det vil med tiden bane vejen for rentesænkninger.
- Inden for det næste år eller to, hvor inflationen forhåbentlig falder meget, bør vi være i stand til at sænke renterne yderligere, hvilket bør have en virkning på realkreditrenterne, siger han ifølge Bloomberg News.
Efter markedslukning talte også Federal Reserves chef for St. Louis-afdelingen, Alberto Musalem, og ECB's direktionsmedlem Piero Cipollone.
Nøgletalsmæssigt bød dagen kun på den foreløbige opgørelse over ordreindgangen på varige goder i USA i februar, der viste en overraskende stigning på 0,9 pct. Her var af økonomerne ventet et fald på 1,0 pct.
.\\˙ MarketWire