USA/lukning: Tung nedtur efter fornyet toldfrygt - Tesla og Nvidia i bund
27/3 06:32
Det amerikanske aktiemarked faldt tungt onsdag med særligt salgstryk på teknologiaktierne.
Torsdag morgen tripper investorerne nervøst på sidelinjen. Futuresmarkedet indikerer en blandet åbning i New York med marginale udsving senere på dagen.
Onsdagens negative stemning skyldtes fornyet frygt for en optrapning af Donald Trumps toldkrig, da flere medier først erfarede, og Det Hvide Hus senere bekræftede, at præsidenten i USA efter markedets lukning onsdag ville annoncere told på import af biler.
Der blev derfor sat et kraftigt punktum for fem dages stigninger til Tesla, ligesom Nvidia var under pres fra en nyhed om yderligere forhindringer for salget i Kina.
Investorerne fandt i stedet lidt ly i olie- og gassektoren og i mere defensive sektorer.
Det brede S&P 500-indeks tabte 1,1 pct. Dow Jones kunne nøjes med et fald på 0,3 pct., mens Nasdaq omvendt dykkede hele 2,0 pct.
- Usikkerhed på toldfronten er fortsat latterlig høj, hvilket gør det svært for virksomheder og forbrugere at planlægge mere end en enkelt dag frem, og det gør det stadig nærmest umuligt for markedsdeltagerne at indregne risiko, siger Michael Brown, strateg hos Pepperstone Group, til Bloomberg News.
Aktierne steg ellers fra start i denne uge, da det kom frem, at mulig sektorspecfik told på import til USA af halvledere, medicin samt netop biler og bildele muligvis ville blive udskudt i forhold til præsident Trumps oprindelige planer om at annoncere en række nye toldtiltag på, det han kalder, "Liberty Day" den 2. april.
NVIDIA RAMT AF KINA-NYT
I S&P 500 trak de teknologitunge vækstsektorer mest ned med fald til it på 2,5 pct., til kommunikationsservice på 2,0 pct. og til cyklisk forbrug på 1,7 pct.
I den bedre ende blev dagligvarer derimod løftet med 1,4 pct., ligesom forsyning vandt 0,7 pct., mens energi steg 0,6 pct., da olieprisen igen onsdag gik op med 1,1 pct.
Det var Nvidia, som trak mest ned i markedet onsdag, da aktien faldt 5,7 pct. Chipkæmpen blev også ramt - udover af toldfrygten - af en nyhed i Financial Times om, at de kinesiske myndigheder anbefaler virksomheder og institutioner i landet at følge meget strikse regler for mere begrænset energiforbrug, som Nvidias til Kina særligt udviklede H20-chip ikke kan opfylde.
Konkurrenten Broadcom mistede dog også 4,8 pct. onsdag, mens Advanced Micro Devices (AMD) smed 4,0 pct.
Ligeledes inden for it faldt Apple og Microsoft mere moderate 1,0 og 1,3 pct.
STOP FOR OPTUR
I cyklisk forbrug var der tillige hårdt salgspres på Tesla, som smed 5,6 pct. Investorerne frygter, at elbilproducenten vil blive ramt i en optrappet toldkrig, som omfatter biler, og dermed blev der sat punktum på en stigningsstime på fem handelsdage, som ellers havde sendt aktien op med 28 pct.
I samme sektor faldt Amazon også 2,2 pct., mens der i kommunikationsservice var minus til Meta Platforms, Alphabet og Netflix på 2,5-3,2 pct., ligesom Novo-konkurrenten Elli Lilly faldt tilbage med 3,0 pct.
Der var omvendt fremgang til Exxon Mobil med 1,4 pct., mens oliekonkurrenten Chevron vandt 1,2 pct. I dagligvarer var der samtidig sikker havn, syntes investorerne at mene, og derfor blev navne som Procter & Gamble, Coca-Cola, Pepsico og Philip Morris løftet 1,4-2,3 pct.
BELØNNET FOR OPJUSTERING
I toppen af hovedindekset var producenten af arbejdstøj Cintas dog med et plus på 5,8 pct., da koncernen, der mandag aften droppede opkøbsforsøget af konkurrenten Unifirst, onsdag opjusterede sine forventninger.
Dollar Tree vandt også 3,1 pct. efter et bedre end ventet fjerde kvartal og en melding om at frasælge Family Dollar for 1 mia. dollar.
Uden for S&P 500 gik det dog endnu bedre for meme-aktien Gamestop, som tirsdag aften leverede en bedre end ventet indtjening i sit fjerde kvartal og annoncerede køb af bitcoin, og som derfor steg 11,7 pct.
.\\˙ MarketWire