Topchef: Trumps biltold er økonomisk selvsabotage forklædt som industripolitik
27/3 07:14
USA's præsident Donald Trumps toldhammer på 25 pct. på bilimport til landet er "økonomisk selvsabotage forklædt som industripolitik".
Sådan lyder vurderingen fra Nigel Green, chef for Devere Group, der er en af verdens største uafhængige finansielle rådgivnings- og kapitalforvaltningsorganisationer, i en kommentar torsdag.
- Tiltaget, der har til formål at sætte fart på den hjemlige bilproduktion, vil næsten helt sikkert give bagslag. Det vil slå skår i forbrugernes tillid og bremse den amerikanske vækst, og det vil påvirke den globale økonomi og kompromittere USA's troværdighed som handelspartner, siger Nigel Green.
Ifølge deVere Group vil lande i Europa og Asien, hvor mange af verdens største bilproducenter holder til, næppe lade tolden stå ubesvaret hen. Der forventes gengældelsestold mod amerikanske varer, mens USA også risikerer, at udenlandske bilproducenter beslutter, at det amerikanske marked ikke er besværet værd.
- Intet af dette fører til flere job eller bedre lønninger. Det fører til faldende salg, dyrere lån og potentielle fyringer - præcis hvad en skrøbelig økonomi ikke har brug for, lyder det fra Nigel Green.
Den nye told træder efter planen i kraft den 2. april og omfatter udover biler også dele som motorer, transmissioner, drivlinjedele og elektriske komponenter.
.\\˙ MarketWire