Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Handelspolitisk slingrekurs og nye toldtrusler giver usikkerhed

27/3 13:23

Vægelsind præger aktiehandlen i det amerikanske formarked frem mod åbningen af børserne i New York torsdag eftermiddag, hvor handlerne overvejer effekten af det seneste handelspolitiske tiltag fra præsidenten, Donald Trump: Importtold på 25 pct. på alle biler og bildele produceret uden for USA.

Udviklingen i handlen med futures for de tre store amerikanske aktieindeks frem mod børsåbningen er uensartet. Futuren for det brede S&P 500-indeks viger marginalt, Nasdaq-futuren taber 0,1 pct., mens futuren for de store aktiers Dow Jones-indeks stiger 0,1 pct.

TOLDPLANER RAMTE ALLEREDE ONSDAG AFTEN

Onsdag sluttede S&P 500-indekset med et fald på 1,1 pct., Dow Jones-indekset kunne nøjes med et fald på 0,3 pct., mens Nasdaq-indekset dykkede hele 2,0 pct. Tilbagegangen der satte ind, da handlerne fik vished for Trumps nye toldplaner, ramte især teknologiaktierne.

Især Nvidia var ramt efter en nyhed i Financial Times om, at de kinesiske myndigheder anbefaler virksomheder og institutioner i landet at følge meget strikse regler for mere begrænset energiforbrug, som Nvidias til Kina særligt udviklede H20-chip ikke kan opfylde.

Aktien tabte onsdag 5,7 pct., og den fortsætter nedturen med et fald på 1,7 pct. i formarkedet torsdag.

OGSÅ AMERIKANSKE BILAKTIER BELASTER

Men Trumps planer om biltold belaster især bilproducenterne - også nogle af de amerikanske, som importerer bildele til de amerikanske fabrikker.

GM falder 6,2 pct. og Stellantis mister 1,8 pct. i den amerikanske notering.

Aptiv og Borgwarner som er underleverandører til de store producenter falder henholdsvis 2,7 pct. og 0,3 pct.

Men Tesla-aktien stiger derimod 0,5 pct. som en beskeden revanche efter et fald på 5,6 pct. onsdag, og aktien i Ford handles 1,8 pct. op i formarkedet,

SLINGREKURS GIVER USIKKERHED

Generelt føler aktiehandlerne sig på meget usikker grund på grund af præsidentens handelspolitiske slingrekurs.

Investorerne er ikke alene bekymrede for, om der vendes op og ned på forsyningskæderne og investeringerne kvæles. Nervøsitet for højere inflation og skadevirkninger på den globale økonomiske vækst spiller også ind, bemærker nyhedsbureauet Reuters.

- Den store bekymring er, at disse toldsatser ikke kun vil være forstyrrende og økonomisk skadelige, men de indikerer, at Trump-administrationens omvæltninger af den globale handel ikke nødvendigvis vil slutte med næste uges annoncering den 2 . april om toldsatser, siger Kyle Rodda, senior finansmarkedsanalytiker hos Capital.com til Reuters.

Hvis udviklingen som den tegner sig i formarkedet, kommer til at holde gennem den ordinære handel senere torsdag tenderer det mod, at både S&P 500-indekset og det teknologidominerede Nasdaq-indeks vil slutte først kvartal i rødt, og for Nasdaq-indekset kan der blive tale om det største kvartalsvise fald i to år, noterer Reuters.


.\\˙ MarketWire