Aktier/tendens: Toldbekymringer og vingeskudte Novo kan sende C25 mod ny årsbund
28/3 08:35
Bekymringerne over en ulmende handelskrig er fredag fortsat højaktuelle og kan meget vel føre til en lidt hostende start på det danske aktiemarked, hvor blandt andet Novo Nordisk risikerer at falde.
De seneste børsdage har været hårde ved Novo-aktionærerne, der har kunnet se aktien falde til det laveste niveau siden februar 2023, muligvis som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om told på lægemidler.
Fredag er Novo-aktien desuden bagud på point fra åbningen, da aktien handles eksklusive retten til den sidste udbyttebetaling for 2024 på 7,90 kr.
Torsdag faldt C25-indekset 0,9 pct. til 1710,60. Og med risiko for, at Novo korrigerer lavere med udbyttet, vil indekset muligvis sætte kurs mod det laveste niveau siden slutningen af 2023.
Nordea har netop skåret sit kursmål for Novo med 7,6 pct. til 898 kr. fra tidligere 972 kr. Anbefalingen lyder dog stadig "køb".
FØRSTE RATESTIGNING I 11 UGER
Hos A.P. Møller-Mærsk kan man fredag vanen tro skæve til de seneste opgørelser af containerraterne ud af Shanghai.
Efter ti uger med fald steg rateindekset Shanghai Containerized Freight med 5,0 pct. til 1356,88 point. Fremgangen følger i kølvandet af ti uger i træk med et samlet fald på 48 pct. frem til 21. marts.
Målingen afviger i øvrigt fra torsdagens rateopgørelse fra World Container Index, der viste sit 11. fald på ugebasis i træk.
B-aktien i Mærsk faldt torsdag 2,9 pct. til 12.125 kr.
TRUMPS TOLDTRUSLER FORSTYRRER
Ugens sidste børsdag ventes desuden præget af den store usikkerhed om den amerikanske præsidents varslede toldindgreb i næste uge.
Torsdag gav bekymringerne anledning til udbredte fald i en række selskaber med eksport til USA, blandt andet GN, der dykkede 4,1 pct. til 111,70 kr.
FLSmidth kan få lidt opmærksomhed i forbindelse med, at den tyske konkurrent KHD Humboldt Wedag kommer med årsregnskab. Torsdag faldt FLSmidth med 0,8 pct. til 90,14 kr.
.\\˙ MarketWire