Aktier/åbning: Novo og C25 retter op og trodser toldbekymringer i udlandet
28/3 09:33
Bekymringerne over en ulmende handelskrig er fredag fortsat højaktuelle, men mens de europæiske børser generelt er åbnet lavere, er der et lille comeback at spore i København.
Selv hårdt prøvede Novo Nordisk stiger en smule, selv om aktien handles eksklusive retten til udbytte i 2024.
De seneste børsdage har også været særdeles hårde ved Novo-aktionærerne, der har kunnet se aktien falde til det laveste niveau siden februar 2023, muligvis som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om told på lægemidler.
Fredag er Novo-aktien samtidig bagud på point fra åbningen, da aktien handles eksklusive retten til den sidste udbyttebetaling for 2024 på 7,90 kr. Men Novo stiger 0,5 pct. fra åbningen til 483 kr. og retter sig dermed fra det laveste niveau siden februar 2023.
Nordea har netop skåret sit kursmål for Novo med 7,6 pct. til 898 kr. fra tidligere 972 kr. Anbefalingen lyder dog stadig "køb".
Også C25-indekset retter op. Det stiger 0,3 pct. til 1714,98, efter at indekset torsdag sluttede i det laveste niveau siden december 2023
FØRSTE RATESTIGNING I 11 UGER
Med i toppen af C25 er Zealand Pharma, der retter sig 2,7 pct. til 548 kr.
Lige efter følger A.P. Møller-Mærsks B-aktie med en gevinst på 2,4 pct. til 12.415 kr. Rederiet kan fredag vanen tro skæve til de seneste opgørelser af containerraterne ud af Shanghai, men synet er noget anderledes end det plejer.
Efter ti uger med fald steg rateindekset Shanghai Containerized Freight med 5,0 pct. til 1356,88 point.
Målingen afviger i øvrigt fra torsdagens rateopgørelse fra World Container Index, der viste sit 11. fald på ugebasis i træk.
TRUMPS TOLDTRUSLER FORSTYRRER
Ugens sidste børsdag ventes ligesom det har været tilfældet de seneste dage at blive præget af den store usikkerhed om den amerikanske præsidents varslede toldindgreb i næste uge.
Torsdag gav bekymringerne anledning til udbredte fald i en række selskaber med eksport til USA, blandt andet GN, der dykkede 4,1 pct. til 111,70 kr. Aktien retter sig dog fredag med 1,1 pct. til 112,95 kr.
FLSmidth kan få lidt opmærksomhed i forbindelse med, at den tyske konkurrent KHD Humboldt Wedag kommer med årsregnskab. FLSmidth falder med 1 pct. til 351,60 kr.
.\\˙ MarketWire