Aktier/middag: Nedtur til Novo og C25 fortsætter efter toldusikkerhed
28/3 11:49
Bekymringerne over en ulmende handelskrig er fredag fortsat højaktuelle, og det betyder en samlet nedtur til C25-indekset fredag.
I bunden ligger Vestas, der er presset frem mod kvartalsafslutningen, og hvor investorerne fortsat vil spejde efter nye ordrer. Også bankerne dykker efter rentefald.
Øverst i indekset trodser Zealand Pharma og A.P. Møller-Mærsk den negative stemning, uden at der er offentliggjort selskabsspecifikke nyheder.
- Det er de her toldsatser på biler, som vi har fået annonceret denne uge, som presser, og så den generelle usikkerhed frem mod 2. april. Det er den her dag, som Donald Trump har døbt den store befrielsesdag, siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg hos PFA.
Hun henviser til den helt store toldannoncering, som den amerikanske præsident har varslet skal komme i næste uge. Her har EU-kommissionen netop været på banen og meldt ud, at man forudser toldsatser på op omkring 20 pct. rettet mod Europa.
- De betyder, at vi er ramt af en negativ risikostemning frem mod det, siger Tine Choi.
Samlet falder C25-indekset fredag med 0,5 pct. til 1702,71 og bygger dermed videre på faldet torsdag, hvor det ramte laveste niveau siden december 2023. Ved åbningen fredag var der ellers lagt op til et lille comeback på det danske marked, men det er siden forduftet.
ZEALAND TOPPER
Aktien for fedmeaktien Zealand Pharma stiger fredag 2,6 pct. til 547,50 kr. uden specifikt nyt.
I samme branche dykker Novo Nordisk 0,4 pct. - eller med 2,05 kr. - 478,55 kr. Dermed handles den fortsat på det laveste niveau i over to år.
Her skal indregnes, at der fredag fragår 7,90 kr. fra aktien som udbytte, der sender den under teknisk pres.
De seneste børsdage har også været særdeles hårde ved Novo-aktionærerne, der har kunnet se aktien falde til det laveste niveau siden februar 2023, muligvis som følge af den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om told på lægemidler.
Nordea har hertil skåret sit kursmål for Novo med 7,6 pct. til 898 kr. fra tidligere 972 kr. Anbefalingen lyder dog stadig "køb".
FØRSTE RATESTIGNING I 11 UGER
Lige efter følger A.P. Møller-Mærsks B-aktie med en gevinst på 1,7 pct. til 12.330 kr. Rederiet kan fredag vanen tro skæve til de seneste opgørelser af containerraterne ud af Shanghai, men synet er noget anderledes end det plejer.
Efter ti uger med fald steg rateindekset Shanghai Containerized Freight med 5,0 pct. til 1356,88 point.
Målingen afviger i øvrigt fra torsdagens rateopgørelse fra World Container Index, der viste sit 11. fald på ugebasis i træk.
TRUMPS TOLDTRUSLER FORSTYRRER
Ugens sidste børsdag ventes ligesom det har været tilfældet de seneste dage at blive præget af den store usikkerhed om den amerikanske præsidents varslede toldindgreb i næste uge.
Torsdag gav bekymringerne anledning til udbredte fald i en række selskaber med eksport til USA, blandt andet GN, der dykkede 4,1 pct. til 111,70 kr. Aktien retter sig dog fredag med 2,1 pct. til 114,05 kr.
I bunden er Vestas-aktien presset med 3,5 pct. til 98,84 kr. Også bankerne - Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank og Nordea - falder i niveauet 1,3-1,9 pct.
.\\˙ MarketWire