Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Toldfrygt sender amerikanske aktier ned mens guldpris topper

28/3 14:51

Den amerikanske præsident, Donald Trump, svinger endnu engang taktstokken over markederne, hvor hans mange toldvarsler betyder en rød åbning for de tre ledende indeks.

Usikkerhed og urolighed forud for næste uges såkaldte "Liberation Day", som Trump har døbt den, får investorerne til at søge mod sikker havn væk fra aktierne. I stedet kaster de sig over guld og obligationer, der giver rekord til guldprisen, mens renterne dykker.

Den amerikanske præsident har planer om at indføre omfattende told mod en række lande, og i denne uge har han tyvstartet med told på biler samt åbnet for told på medicinalvarer.

Ved åbningen falder Nasdaq-indekset således mest med 0,6 pct., mens S&P 500 følger efter med et dyk på 0,4 pct., og Dow Jones smider 0,2 pct. Fredag middag ligger prisen på troy ounce guld desuden på 3075 dollar, som er lige under rekorden sat tidligere på dagen.

- Told skaber en masse frygt i markedet. Det er ikke kun niveauet på tolden, men lige såvel måden det skal implementeres, siger Valerie Genin, der er investeringschef hos Barclays, til Bloomberg.

- Det virker som om, at investorerne først nu er ved at fordøje, at told har en "lose-lose" effekt for at parter, siger hun videre.

Kort før åbningen har investorerne desuden fået nyt i form af PCE-kerneprisdeflatoren, der beskrives som centralbanken Federal Reserves foretrukne inflationsmål. Den viste en stigning på 2,8 pct. på årsbasis i februar, mens priserne steg med 0,4 pct. i forhold til måneden før, og det gav en afdæmpet reaktion i markedet.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News estimeret en prisstigningstakt på 2,7 pct. på årsbasis og 0,3 pct. på månedsbasis.

LULULEMON SENDT I DØRKEN

Aktien i canadiske Lululemon Athletica, der blandt andet er kendt for sit yogatøj, bliver straffet hårdt på børsen fredag. Her sendes aktien ned med 11,6 pct., efter at selskabet leverede skuffende forventninger til første kvartal af regnskabsåret 2025/26.

Lululemon afsluttede ellers det skæve regnskabsår med et pænt fjerde kvartal, hvor omsætningen marginalt slog forventningerne i markedet. Men håret i suppen var prognosen for første kvartal af det nye regnskabsår, der var svagere end ventet, når det kommer til både omsætningen og indtjeningen.

Lululemon sigter således efter en omsætning på 2,34-2,36 mia. dollar i kvartalet, mens analytikerne på forhånd havde sat næsen op efter 2,39 mia. dollar.

EUROPÆISK NEJ TIL LILLY

Den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly har fået vendt tomlen ned til midlet Kisunla til behandling af Alzheimers sygdom, skriver Bloomberg News.

Der er tale om en negativ anbefaling fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, der begrunder afvisningen med risikoen for ARIA, der kan få hjernen til at svulme op og forårsage blødninger. Anbefalingen fra EMA skal nu behandles af EU-Kommissionen. Selv om kommissionen ikke er forpligtet til at følge rådet, plejer det at være tilfældet.

Eli Lilly har ifølge Bloomberg News kaldt afgørelsen for "skuffende", og medicinalselskabet agter at søge en ny gennemgang af Kisunla.

Aktien stiger ikke desto mindre 0,4 pct. fra start.

Fokus på de amerikanske aktiemarkeder bliver fredag også rettet mod AI, idet den amerikanske AI-baserede cloud computing-koncern Coreweave bliver børsnoteret efter et aktiesalg til til kurs 40 dollar.

Nvidia er en af de nuværende ejere, der rygtes at være ankerinvestor med en ordre på at købe for 250 mio. dollar af det ventede aktiesalg på 1,5 mia. dollar.

Handlen med aktien er endnu ikke givet fri fredag.

.\\˙ MarketWire