Fredagens obligationer: Renten presset ned på udsigten til mere amerikansk told næste uge
28/3 17:00
Renterne blev trykket ned fredag efter afdæmpede inflationstal fra Frankrig og ved udsigt til flere toldindgreb fra USA i næste uge.
Friske inflationsindikationer fra USA gav et kortvarigt hop, men facit herhjemme blev rentefald. Samlet endte renten på den ledende tiårige danske statsobligation med et dyk på 4 basispoint til 2,45 pct.
Netop bekymringer over effekterne af den amerikanske præsident Donald Trumps ønsker om yderligere told på varer fra udlandet medvirker ifølge Reuters til rentefaldene i Europa. Trump har varslet væksthæmmende told på blandt andet lægemidler, mens mere vil blive tilføjet på onsdag, som præsidenten har døbt "Liberation Day" - befrielsens dag.
I formiddagstimerne offentliggjorde Frankrig en afdæmpet inflation på 0,8 pct. i marts. Og fra eurozonen viste tal, at den samlede økonomiske tillidsindikator for eurozonen faldt til 95,2 i marts fra 96,3 måneden før. Økonomerne havde ventet en fremgang til 96,7 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Indekset er sammensat af forskellige erhvervs- og forbrugerindikatorer udført for EU-Kommissionen.
Dagens helt store nøgletal var imidlertid PCE-kerneprisdeflatoren, der beskrives som den amerikanske centralbank, Federal Reserves, foretrukne inflationsmål. Det gav dog kun anledning til små træk på skuldrene hos investorerne, der ikke kom med den store reaktion. Tallene viste en stigning på 2,8 pct. på årsbasis i februar, som var lidt mere end det estimerede 2,7 pct.
Herefter fulgte forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan, der faldt til 57,0 fra 64,7 i marts.
Den svækkede stemning ses som resultat af præsident Donald Trumps toldpolitik, der også har ramt inflationsforventningerne, som er steget på både kort og lang sigt
- Forbrugerne fortsætter med at bekymre sig om den potentielle smerte under den igangværende økonomipolitiske udvikling, siger Joanne Hsu, der står i spidsen for undersøgelsen.
.\\˙ MarketWire