Obligationer/tendens: Rentefald i sigte i surt og handelsbekymret marked
31/3 07:27
Stort fokus på handelskrigen og nye toldsatser på vej fra USA i denne uge har skabt en skidt start på denne handelsuge, hvor der er udsigt til klare aktiefald og flugt mod sikre havne i eksempelvis statsobligationerne.
Dermed er der også udsigt til faldende renter fra starten af den danske handel med statsobligationer.
Fredag sluttede renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 4 basispoint lavere i 2,45 pct., men der er flere rentefald i vente mandag.
- I denne uge vil der være stor fokus på præsident Trump, som forventes at præsentere sit store toldprogram på onsdag, der vil handle om, at USA skal have den samme toldsats, som andre lande har mod USA. Trump har dog indikeret, at der vil blive justeret for moms og andre handelsbarrierer, der efter Trumps mening kan skabe unfair handel, skriver Philips Maldia Madsen, der er makrostrateg hos Nordea, i en kommentar mandag morgen.
- Den gennemsnitlige toldsats er blevet løftet op til 8 pct. fra 2 pct. i slutningen af 2024, men kan ende med at blive løftet helt op over 25 pct., hvis hele Trumps toldprogram bliver indført. De store toldstigninger risikerer at sænke væksten og løfte inflationen. Det vil lægge pres på aktier og obligationer, der stadig afspejler stærke økonomiske forhold, fortsætter han.
I USA faldt den toneangivende tiårige rente fredag med 11 basispoint til 4,25 pct. Samtidig faldt den toårige rente med 8 basispoint til 3,91 pct.
Det skyldtes sløje nøgletal, der indikerede, at den amerikanske økonomi er på vej ned i gear.
Mandag morgen er den tiårige rente bakket yderligere til 4,20 pct., og den toårige rente er fortsat ned i 3,85 pct.
For den tiårige rentes vedkommende er det samtidig også 7 basispoint lavere end ved dansk lukketid fredag.
Mandag morgen byder også på danske væksttal og tal for det tyske detailsalg, men dagens største nøgletal bliver den foreløbige opgørelse af inflationen i Tyskland, der præsenteres klokken 14.
Allerede inden da kan investorerne klokken 10 se aflæsningerne fra en række af de største tyske delstater.
.\\˙ MarketWire