USA/tendens: Nye fald i sigte efter forøget toldusikkerhed
31/3 14:36
De amerikanske aktier går en ny blodrød dag i møde mandag, hvor investorerne sælger kraftigt ud af risikable aktiver på baggrund af stigende bekymring for, at Trump-administrationens kommende meddelelse om toldplaner kan skade den globale økonomi.
Futures for de tre ledende amerikanske indeks viser fald på 1,6 pct. for det teknologitunge Nasdaq-indeks, 1,1 pct. for det brede S&P 500-indeks og 0,7 pct. for de store aktier i Dow Jones-indekset.
Dermed vil der igen være mest tæv i luften for Nasdaq-indekset, der fredag dykkede 2,7 pct., mens S&P 500-indekset faldt med 2,0 pct., og Dow Jones-indekset gik 1,7 pct. tilbage.
De amerikanske aktiemarkeder er bukket under for et voldsomt salgspres i år, da den amerikanske præsident, Donald Trump, har annonceret toldsatser på nogle af USA's vigtigste handelspartnere, hvilket øger frygten for en global økonomisk afmatning og en stigning i inflationen.
Trump, der ser toldsatser som en måde at beskytte den indenlandske økonomi mod unfair global konkurrence, har lovet at løfte sløret for en massiv toldplan på onsdag, som han har døbt "Liberation Day".
- Vi tvivler på, at "Liberation Day" kommer til at markere afslutningen omkring toldusikkerhed... potentialet er faktisk højere for fristen den 2. april til at introducere endnu mere usikkerhed, og dermed den langvarige bredt baserede svaghed i ledende indikatorer, siger HSBC's chefstrateg Max Kettner ifølge Reuters.
TESLA GÅR NY RØD DAG I MØDE
Tesla-aktien falder i det amerikanske formarked 6,3 pct. 246,94 dollar efter fredagens fald på 3,5 pct.
Elbilproducenten kommer onsdag med tal for billeverancer og -produktion i første kvartal, og der er på forhånd stor spænding om, hvor stort et fald, der er udsigt til.
Ifølge Reuters, der henviser til estimater fra Visible Alpha, venter analytikerne, at Teslas leverancer er faldet til 373.000 køretøjer i første kvartal. Det vil i givet fald være et fald på 3,6 pct. fra samme kvartal året før.
Men tallet kan være for optimistisk, vurderer nogle analytikere og investorer. Hos Deutsche Bank skønner analytikerne, at leveringerne er faldet til 340.000-350.000.
Teslas kontroversielle topchef Elon Musks rolle i politik har ikke ligefrem hjulpet på salget og yderligere kan en del af det potentielle fald formentlig også tilskrives, at potentielle kunder har ventet på den nye version af Teslas topsælgende Model Y.
Fredag var også hård ved Googles moderselskab, Alphabet, der faldt 4,9 pct., og mandag indikeres aktien 0,9 pct. lavere i 152,98 dollar, efter at finanshuset Melius Research har sænket sit kursmål for aktien til 173 dollar fra 218 dollar.
Finanshuset vurderer, at Googles søgemaskineforretning vil komme under belejring fra blandt andet OpenAI og at det ikke er afspejlet i konsensusestimaterne.
MODERNA FÅR KLØ EFTER AFSKED TIL VACCINECHEF HOS FDA
Aktien hos vaccineproducenten Moderna og andre amerikanske medicinalselskaber står til store fald fra start mandag, efter at den højtstående vaccinechef Peter Marks har trukket sig hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
Ifølge flere medier heriblandt Reuters forlader Peter Marks sin stilling som chef for FDA’s afdeling for biologiske produkter den 5. april, og det skaber bekymring om, at godkendelser af behandlinger fremover vil tage længere tid.
Hos Truist Research vurderer analytiker Joon Lee, at fratrædelsen "kan lægge et vist pres på virksomheder, hvis lægemidler i øjeblikket eller efter planen er ved at blive gennemgået af FDA".
Moderna falder mandag 10,2 pct. til 27,96 dollar i formarkedet, mens biotekselskaber som Biontech, Solid Biosciences og Sarepta Therapeutics falder med op til 7 pct.
.\\˙ MarketWire