Mandagens aktier: Vestas, GN og Rockwool til bunds i blodrødt C25
31/3 17:04
Cykliske aktier såsom Rockwool og Vestas blev mandagens største tabere i C25-indekset efter forøget frygt for, at den amerikanske præsident Donald Trumps toldtiltag kan sætte gang i en større økonomisk afmatning.
- Nu er vi jo tæt på, at vi rammer den her dag, hvor USA har sagt, der kommer noget mod Europa. Så den usikkerhed, der hersker omkring, hvad det helt præcist lige er, og hvordan det kommer til at se ud, den er stor, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
Præsidenten har tidligere erklæret, at onsdag den 2. april vil blive den store "frigørelsesdag" for USA på handelsfronten, men præcis, hvad det kommer til at betyde, er fortsat usikkert.
Trump har dog i weekenden peget på, at tolden vil ramme alle lande og dermed muligvis bredere end tidligere frygtet.
Det satte sit klare præg på C25-indekset, der ligger med et fald på 2,2 pct. i 1667,25, hvor alle medlemmer lukkede i rødt.
- Det er de cykliske aktier såsom NKT, Rockwool og Vestas, der har det rigtig svært med en frygt for, at der rammer en større konjunkturnedgang, udtaler Martin Munk.
VESTAS MED EN ENKELT LILLE ORDRE OP TIL KVARTALSAFSLUTNINGEN
Vestas var med et fald på 5,2 pct. til 94,92 kr. blandt bundskraberne i C25-indekset, hvor aktien ud over det generelle pres på de cykliske aktier også er ramt af en tam ordrestrøm i årets første kvartal.
Den danske vindmøllekoncerns ordreindgang plejer normalt at blive øget frem mod kvartalsafslutningerne, men selskabet kunne fra fredag frem til mandag ved lukketid kun præsentere en mindre ordre på 50 MW til Italien, der landede mandag eftermiddag.
- Med 1 GW i annoncerede ordrer indtil videre, herunder en stor offshore-ordre i Taiwan, har Vestas fået en langsom start, selv når man tager højde for de typiske sæsonudsving, skriver finanshuset Jefferies om udviklingen i første kvartal.
I den helt tunge ende af C25 lå også GN med et fald på 6,2 pct. til 107,05 kr., da selskabet kan blive ramt af Trumps toldhammer og den vigende forbrugerstemning også kan være skidt for efterspørgslen på headsets og gamingudstyr.
Aktien lukkede dermed i det laveste niveau siden juli 2013. GN-aktien er faldet med mere end 80 pct. siden toppen i 586,20 kr. i juli 2021.
Rockwool var med et minus på 6,2 pct. til 2840 kr. også blandt de cykliske aktier, som investorerne solgte kraftigt ud af mandag. Det var ottende dag i træk med fald i isoleringskoncernens aktie, hvor den fulgte en generelt negativ udvikling for de europæiske byggeaktier.
Zealand Pharma blev med et minus på 6,5 pct. til 517 kr. den største taber i C25-regi, og biotekaktien fortsatte dermed den seneste tids negative tendens efter fredagens enlige stigning på 3,7 pct.
.\\˙ MarketWire