Europa/aktier: Trumps sabelraslen lagde solidt pres på cykliske aktier
31/3 17:52
De europæiske aktier fik mandag prygl til det laveste niveau i to måneder, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, igen har været ude at rasle med toldsablen.
Donald Trump har i weekenden skabt øget nervøsitet for en global økonomisk afmatning efter meldingen om, at toldsatserne vil blive målrettet alle lande og ikke som tidligere annonceret kun op til 15 lande med de største ubalancer over for USA.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede mandag med et fald på 1,5 pct. i 533,92. Dermed lukkede indekset i det laveste niveau siden 28. januar.
Indekset er dog stadig steget mere end 5 pct. i første kvartal, hvilket er betydelig bedre end udviklingen for det amerikanske S&P 500-indeks, der er faldet med mere end 5 pct. i samme periode.
Investorerne forbereder sig på Donald Trumps gensidige toldsatser på amerikanske handelspartnere den 2. april, som han har døbt "Liberation Day" - befrielsens dag.
Det aggressive toldscenarie har mandag fået finanshuset Goldman Sachs til at sænke sin BNP-prognose for USA og euroområdet og tilføje en yderligere kvartpoints rentenedsættelse til sine prognoser for både den amerikanske centralbank og Den Europæiske Centralbank.
- Han er åbenbart gået efter en stærkere, mere alvorlig tone, end han sigtede efter på dette tidspunkt sidste uge. Enhver optimisme om, at han ville tage en lidt blødere tilgang, ser ud til at være fuldstændig forduftet, siger Fiona Cincotta, senior markedsanalytiker hos City Index, ifølge Reuters.
Bekymringer for en global recession var mandag med til at presse cykliske aktier såsom det britiske mineselskab Anglo American og den danske isoleringskoncern Rockwool, der lukkede med fald på henholdsvis 4,8 pct. og 6,2 pct.
I toppen af Stoxx 600-indekset endte Fortnox med et plus på 33,7 pct., efter at det svenske regnskabssoftwarefirma har meddelt, at dets største ejer First Kraft og kapitalfonden EQT har afgivet et fælles kontanttilbud, der værdiansætter selskabet til 44,5 mia. svenske kr.
.\\˙ MarketWire