USA/lukning: Humøret vendte rundt - Tesla og Nvidia førte an i "Mag Seven"-dyk
1/4 06:32
Afslutningen på første kvartal 2025 blev ikke helt så slem endda. I hvert fald ikke mandag, hvor humøret vendte rundt - og solide fald blev udlignet og vendt til plusser.
Anderledes ser det ud på andet kvartals første dag - tirsdag. Futures indikerede tidligt en åbning med kursfald på 0,3-0,6 pct., men den negative indstilling er siden aftaget en anelse.
Ved 6-tiden står markedet til at starte med fald på 0,3-0,5 pct. i New York senere på dagen.
At handlerne ikke helt kan finde ud af, hvilket ben de skal stå på, hænger sammen med den usikkerhed, der skyller ind over markederne her dagen før, den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag vil opklare, hvem og hvad hans gengældelses-told skal ramme.
Mens det brede S&P 500-indeks vendte et fald på 1,7 pct. til et plus på 0,6 pct. til indeks 5611,93, gik Dow Jones-indekset frem med 1 pct. Kun det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt med 0,1 pct.
Det Hvide Hus' pressechef, Karoline Leavitt, bekræftede mandag, at Trumps toldpakke vil indeholde "landebaserede" toldsatser, men hun tilføjede, at præsidenten også vil gennemføre sektorspecifikke toldsatser på et andet tidspunkt.
FORTSAT PRES PÅ
Goldman Sachs valgte mandag igen at sænke sit mål for S&P 500-indekset ved slutningen af 2025. Investeringsbanken venter nu et indeks omkring 5700, når slutfløjtet lyder på Wall Street på årets sidste handelsdag mod et niveau på 6200 indekspoint den 13. marts.
Det er en højere risiko for en recession i amerikansk økonomi, der tynger - ligesom usikkerhed om præsident Donald Trumps toldsatser.
- Hvis vækstudsigterne og investorernes tryghed fordamper endnu mere, kan vi komme til at se en lavere værdi, end hvad vi tidligere har forudset, skønner chefstrateg i Goldman Sachs David Kostin i en kommentar ifølge Bloomberg News.
Donald Trump ser toldsatser som en metode til at beskytte den indenlandske økonomi mod unfair global konkurrence, og han har selv kaldt onsdag den 2. april for "Liberation Day".
HSBC's chefstrateg Max Kettner tvivler dog på, "at "Liberation Day" kommer til at markere afslutningen omkring toldusikkerhed... potentialet er faktisk højere for fristen den 2. april til at introducere endnu mere usikkerhed."
"MAGISKE SYV" I FALD
De fleste af investorernes kæledægger i "Magnificent Seven" fik også en hård dag.
Tesla-aktien faldt 1,7 pct. til 259,17 dollar frem mod tal onsdag for billeverancer og -produktion i første kvartal. Og der er på forhånd stor spænding om, hvor stort et fald, der er udsigt til.
Ifølge Reuters viser estimater fra Visible Alpha, at analytikerne venter, at elbilproducentens leverancer er faldet til 373.000 køretøjer i første kvartal svarende til et fald på 3,6 pct. fra samme kvartal året før.
Hos Deutsche Bank kører man dog i et endnu lavere gear og venter, at leveringerne er faldet til 340.000-350.000.
Salgspresset var også stort på Nvidia, der tabte 1,2 pct., da investorerne er blevet mere usikre på udsigterne for kunstig intelligens, der har været en vigtig drivkraft for aktiemarkedets fremgang de seneste år.
Alphabet, Amazon, Microsoft og Meta endte med fald på op til 1,3 pct.
Kun Apple var på den grønne gren med et plus på 1,9 pct. på en nyhed om, at Apple Intelligence nu er tilgængelig på en række nye sprog - blandt andet fransk, tysk, italiensk, spansk, japansk, koreansk og kinesisk.
SLAG TIL VACCINEPRODUCENTER EFTER FARVEL TIL VACCINECHEF
Vaccineproducenterne stod for skud mandag, efter at den højtstående vaccinechef Peter Marks har trukket sig hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
Ifølge flere medier heriblandt Reuters forlader Peter Marks sin stilling som chef for FDA’s afdeling for biologiske produkter den 5. april, og det skaber bekymring om, at godkendelser af behandlinger fremover vil tage længere tid.
Moderna dykkede 8,9 pct., mens biotekselskaber som Biontech faldt 4,1 pct., Solid Biosciences tabte 14,5 pct. på kursen, og Sarepta Therapeutics gik 9,4 pct. tilbage.
Hos Truist Research vurderer analytiker Joon Lee, at fratrædelsen "kan lægge et vist pres på virksomheder, hvis lægemidler i øjeblikket eller efter planen er ved at blive gennemgået af FDA".
.\\˙ MarketWire