Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktieanalysechef: Vestas' havvindordrer opmuntrer men landvind halter efter

1/4 07:40

Vestas' havvindordrer efterlod et opløftende indtryk i første kvartal, mens bestillingerne på landvind haltede efter. Det får dog ikke Sydbank til at ændre på forventningerne til ordreindgangen i 2025.

Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i et analysenotat tirsdag.

- Det er set før efter en stærk årsafslutning, og det er alt for tidligt at blive overnervøs for udviklingen, skriver Jacob Pedersen.

En fin slutspurt på kvartalets sidste dag sikrede Vestas samlede ordrer på 2399 MW i årets første tre måneder. Dertil venter Sydbank 600 MW i uannoncerede ordrer.

Af de samlede annoncerede ordrer i første kvartal var blot 883 MW på landvind. Alligevel fastholder Sydbank forventningen om, at Vestas i år formår at lande landvindordrer på 14.000 MW.

- Der skal løbes stærkt i de næste kvartaler, hvis det skal blive virkelighed, konstaterer Jacob Pedersen i notatet.

Bestillinger fra det vigtige marked i Tyskland var opmuntrende i første kvartal, mens ordrene fra USA - med vindmøllekritiske Donald Trump som præsident - ikke viste sig lige så prangende.

- Vi kan også konstatere, at der med kun en enkelt ordre ikke rigtig er kommet gang i ordrerne fra USA, hvor Donald Trump har stoppet godkendelse af nye havvindprojekter og landvindprojekter på føderal jord, men indtil videre ikke har ændret på rammevilkårene for landvindenergi i lovpakken Inflation Reduction Act, skriver Jacob Pedersen.

I analysenotatet fastholder Sydbank sin købsanbefaling for Vestas-aktien.

- Ordrerne kommer ikke som perler på en snor løbende hen over året. I den forstand bekymrer en lav ordreindgang i første kvartal 2025 os ikke nævneværdigt. Vi imødeser fortsat vækst på det globale landvindmarked (ex. Kina), og det bør betyde, at retningen for landvindordreindgangen bliver opadgående snarere end det modsatte, lyder vurderingen fra Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire