Danske Bank opruster investeringsunivers med forsvarsaktier
1/4 10:00
Danske Bank vil fjerne selskaber bankens eksklusionslister og dermed udvides bankens investeringsunivers med omkring yderligere 30 selskaber.
Dermed bliver det muligt at investere i forsvarsaktier. Samlet set har banken udvidet inden for den type aktier med omkring 200 selskaber. Det betyder blandt andet, at banken nu kan investere i stort set alle europæiske selskaber inden for forsvarsindustrien.
- Vi har løbende fokus på at sikre, at vores politik for ansvarlige investeringer afspejler udviklingen i samfundet og vores investorers ønsker og præferencer, så vi til stadighed lever op til vores forpligtelse til at levere konkurrencedygtige afkast på et ansvarlig grundlag. De seneste tilpasninger af vores restriktioner er et skridt, vi tager efter nøje analyser og overvejelser, siger Erik Eliasson, som er chef for ansvarlige investeringer i Danske Bank, om tiltaget.
Det er blandt andet den nye geopolitiske virkelighed "samt ændrede ønsker og præferencer fra investorer", der har fået Danske Bank til at gennemgå sine investeringspolitikker og eksklusionslister for selskaber i forsvarsindustrien. Det fører nu til, at investeringsuniverset udvides, oplyser Danmarks største bank.
Det er investeringspolitikkerne og eksklusionslisterne, der styrer, hvilke selskaber banken i sin kapitalforvaltning i Danske Bank Asset Management og Danica kan investere i.
Erik Eliasson betegner tilpasningerne på forsvarsområdet som en naturlig konsekvens af de seneste års geopolitiske udvikling:
- Vi har set et markant øget fokus på nødvendigheden af et stærkere europæisk forsvar, og både Europa-Kommissionen og den danske regering har understreget nødvendigheden af store forsvarsinvesteringer i de kommende år. Samtidig har vi blandt vores investeringskunder set en mærkbar ændring i den generelle holdning til investeringer i forsvarsaktier, der er blevet langt mindre restriktiv, siger han.
STOR EFTERSPØRGSEL
Det har dog allerede været muligt at investere i forsvarsindustrien i Danske Bank Asset Management.
- De seneste to år har vi mere end fordoblet vores samlede kapital under forvaltning i selskaber med omsætning fra våben og andet militært udstyr. Forsvar har blandt andet været et særskilt investeringstema i vores aktiestrategier på tværs af vores balancerede porteføljeløsninger, ligesom vi også tilbyder skræddersyede aktieløsninger inden for forsvar for institutionelle kunder, siger Thomas Otbo, investeringsdirektør i Danske Bank Asset Management.
Thomas Otbo understreger dog, at forsvarsaktier stadig udgør en meget lille andel af det globale aktiemarked.
.\\˙ MarketWire