Europa/aktier: Nervøs stemning med pres på medicinalaktier forud for toldmelding
2/4 13:20
Det går bagud for de europæiske aktier, hvor investorerne holder sig på kanten af stolen, inden USA's præsident Donald Trump onsdag aften ventes at offentliggøre sine længe ventede toldplaner.
- Forud for dagens udmelding fortsætter frygten for stagflation på de finansielle markeder med at hobe sig op. Den anden store ubekendte herfra er, hvordan andre lande måske vil gengælde, selv om vi har en ret god fornemmelse af, at de sandsynligvis vil gøre det, siger Jim Reid, strateg i Deutsche Bank, ifølge Reuters.
Ifølge den franske industriminister vil Europa gengælde eventuelle toldsatser på en rimelig måde, men vil under ingen omstændigheder optrappe spændingerne, lyder det ifølge Reuters.
Ved 13-tiden går det brede europæiske Stoxx 600 tilbage med 0,8 pct., hvor medicinalaktierne imidlertid er endt under størst pres.
- Vi vil få en ny toldsats annonceret senere, og det har skabt en masse nervøsitet på markedet, så det er ikke overraskende, at medicinalaktierne er blevet fanget i denne bølge af nervøsitet, siger Susannah Streeter, senior investerings- og markedsanalytiker hos Hargreaves Lansdown.
Samlet går sektoren bagud med 2 pct., hvor svenske Getinge, der producerer medicinsk udstyr, falder mest med 5,6 pct. GN, som er endt under pres efter analytikernyt, ligger lige efter med et minus på 5,4 pct.
Det er finanshuset Bernstein, som har sænket GN-kursmålet til 94 kr. fra 99 kr. med den tilhørende anbefaling "underperform", fremgår det af Bloomberg News.
I den modsatte ende af sektoren er der dog medvind til spanske Grifols, da canadiske Brookfield angiveligt har genoptaget kontakten med medicinalselskabet for at lancere et nyt overtagelsestilbud. Det løfter aktien til toppen af sektoren - og det samlede Stoxx 600-indeks - med et plus på 3,7 pct.
Modsat i Stoxx 600 er svenske SEB under teknisk pres i bunden af indekset, da der fragår ret til udbytte på 11,5 svenske kr. Bankaktien falder 8,6 pct - eller 14,35 svenske kr. - til 151,7 svenske kr.
.\\˙ MarketWire