Asien: Trumps toldmeldinger starter aktieblodbad i Tokyo
3/4 06:46
De asiatiske aktiebørser er badet i rødt torsdag, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, skød en global handelskrig i gang onsdag aften med større end forventede toldsatser spredt rundt i verden.
Det giver styrtdyk på flere af de asiatiske aktiemarkeder med Tokyo i front.
Trump sagde onsdag aften, at "vores land i årtier er blevet udplyndret, plukket, voldtaget og plyndret af nationer fra nær og fjern, både af venner og fjender", som begrundelse for en blitz af afgifter, der har til formål at korrigere USA's massive handelsunderskud med andre lande efter - i Trumps retorik - i årevis, at være blevet "flået".
Toldsatserne lægger 34 pct. på varer fra Kina, 20 pct. på EU og 24 pct. på produkter fra Japan.
- Den amerikanske effektive toldsats på al import ser ud til at være det højeste niveau i mere end et århundrede, siger strateg Ben Wiltshire fra Citi ifølge Reuters.
Aktiemarkedet i Tokyo åbnede med et kollaps i Nikkei-indekset, og ligger ved 6.30-tiden med et minus på 3,1 pct., mens Kospi-indekset i Seoul falder 0,8 pct., Hongkongs Hang Seng dykker 1,6 pct., og Sydneys ASX 200-indeks falder 0,9 pct.
Sideløbende er der fald i de amerikanske futures på mellem 2,0 pct. og 3,2 pct.
Investorerne i Taiwans store techselskaber slipper i første omgang med skrækken, da markedet i Taipei er lukket for en helligdag.
Til gengæld rammes de mindre aktiebørser i de vareproducerende lande. I Vietnam falder børsen i Ho Chi Min City med 5,8 pct. og i Bangkok dykker børsen over 1 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -3,1 |
Topix | -3,5 |
Hongkongs Hang Seng | -1,6 |
China Shanghai Composite | -0,5 |
China CSI 300 | -0,7 |
Taiwan Taiex | Lukket |
Sydkoreas Kospi | -0,8 |
Indiens BSE Sensex | -0,5 |
Singapores STI | -0,1 |
Sydney ASX 200 | -0,9 |
.\\˙ MarketWire