USA/åbning: Bekymring efter "Befrielsens Dag" giver massive fald fra handelsstart
3/4 15:40
De amerikanske aktiehandlere deler på ingen måde præsidenten Donald Trumps begejstring over "Befrielsens Dag" onsdag og de toldsatser, som han i dagens anledning besluttede at tæppebombe USA's handelspartnere i alle verdenshjørner med.
Dagen derpå er der massive fald til de store amerikanske aktieindeks kort efter åbningen for handlen på børserne i New York torsdag eftermiddag.
Det brede S&P 500-indeks falder 3,3 pct., det teknologidominerede Nasdaq-indeks falder 4,4 pct., og de tunge aktiers Dow Jones-indeks taber 2,7 pct.
Onsdag lukkede den amerikanske aktiehandel i en mere positiv tone med plusser til de tre indeks på 0,6-0,9 pct. Men det var, inden aktiehandlerne blev bekendt med Trumps handelskrigserklæring.
Generelt reagerer aktiehandlerne i New York på "Befrielsens Dag" med frygt for en global økonomisk recession. Det presser renterne ned og svækker doller og styrker prisen på guld.
BANKERNE UNDER PRES
De øgede økonomiske risici, som følger af lavere økonomisk vækst, rammer bankerne, og blandt de store amerikanske finanshuse er der torsdag fald på 7,4 pct. i Morgan Stanley, på 8,2 pct. til Citigroup, mens Bank of America falder 8,0 pct. fra handelsstart. I den kommende uge vil finansgiganterne få anledning til at præsentere deres syn på de nye vilkår i forbindelse med præsentation af de kvartalsregnskaber, som indleder den amerikanske regnskabssæson for første kvartal.
Fredag før påskeugen gælder det BNY Mellon, Wells Fargo, JPMorgan og Morgan Stanley.
IT OG SPORTSSKO I SKUDLINJEN
Mere konkret rammes selskaber med produktion uden for USA og især i Fjernøsten hårdt af Trumps mere aggressive handelspolitik.
Det gælder ikke mindst de store it-baserede selskaber, som har lagt en stor del af deres produktion i Kina. Smartphoneproducenten Apples aktie taber således 7,9 pct. i den indledende handel, mens Microsoft falder 2,5 pct., og Nvidia mister 5,2 pct.
Nike er på samme måde i skudlinjen med stor fjernøstlig produktion af sportssko og -beklædning. Aktien taber hele 11,1 pct. i de første handler. Og det samme gælder megamarkedskæden Walmart, som taber 1,3 pct. takket være omfattende produktion af kædens udbud af varer i Kina, Indonesien og Vietnam.
Frygten for global vækstafmatning presser oliepriser baglæns, og det rammer i USA de store olieselskaber som Exxon og Chevron som taber 3,3-3,9 pct. kort efter handelsstart.
NØGLETAL I SKYGGEN
I skyggen af toldkrigen vil de amerikanske aktiehandlere torsdag måske kunne få øje på par nye nøgletal.
Der er tale om den klassiske opgørelse over tilgangen af nye ledige amerikanere i sidste uge. Den viste kort før åbningen en tilgang på 219.000 nye ledige mod 225.000 nye ledige ugen før., hvor der ifølge Bloomberg News var ventet en uændret tilgang på 225.000 nye ledige. Opgørelsen peger frem mod fredagens vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport for marts.
Efterfølgende kommer ISM-indekset for den amerikanske servicesektor. I februar steg indekset til 53,5 fra 51,6 i januar og holdt sig dermed noget over grænsen på 50, som adskiller vækst fra tilbagegang. I dagens opgørelse for marts venter økonomerne ifølge Bloomberg News dog et fald til 52,9.
.\\˙ MarketWire