Obligationer/tendens: Trump-told, jobtal og Fed-tale holder markedet i jerngreb
4/4 07:13
Det kan blive endnu en mere end spændende dag for investorerne, da dønningerne efter Donald Trumps toldpakke langt fra har lagt sig. Oveni kommer der fredag eftermiddag jobtal fra USA - og som rosinen i pølseenden taler den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, efter dansk børslukketid.
Samlet peger det på en dag med faldende renter, da investorerne søger i sikker havn.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt torsdag med 10 basispoint til 4,03 pct. - og fredag morgen er rentefaldet taget til på T-bondmarkedet i Tokyo, hvor renten ligger i 3,97 pct. Det er 4 point lavere end ved danske lukketid torsdag.
Den nye toneangivende danske statsobligation, som har udløb i 2035, tog allerede den første toldtur torsdag med et fald på 8 basispoint i forhold til onsdag til 2,50 pct.
En øget sandsynlighed for amerikansk recession har udløst en stigende tro på flere rentenedsættelser fra Federal Reserve i år, og handelen med rentefutures indikerer tæt på fire lempelser i 2025 til 3,37 pct. mod tidligere ventet to.
- Powell har indtil nu været varsom med at vurdere betydningen af told for Federal Reserves pengepolitik, og han har ikke kastet nogen redningskrans i form af rentenedsættelser eller blødere retorik til det turbulente aktiemarked. Hvis det sker i eftermiddag, kan det blive en katalysator til et stemningsskift, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank.
JOBTAL PRÆGES AF FYRINGER
Dagens vigtigste nøgletal er den amerikanske jobrapport for marts, der rammer i eftermiddag. Her ventes beskæftigelsesvæksten af være faldet til 140.000 fra 151.000 i februar.
Det er blandt Elon Musks departement for effektivisering i det offentlige, Doge; der kan præge tallene.
- Trumps administration har afskediget offentlige ansatte, som forventes at trække ned i beskæftigelsen. Det forventes, at Doge-afskedigelser vil vægte mere og mere i de kommende opgørelser, skriver Nordea i en kommentar.
.\\˙ MarketWire