Aktier/tendens: Nye store og brede aktiefald i vente fra ugens start
7/4 07:53

Sidste uges kraftige fald på aktiemarkederne verden over ser ud til at komme til at fortsætte med uformindsket styrke mandag i Europa - og senere på dagen også i USA.
Udløseren for de store fald var onsdagens nye toldplan fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som siden er blevet gengældt af Kina, mens der endnu ikke er kommet et modsvar fra EU-landene.
STORE FALD I FUTURES
- Hen over natten er markedsuroen fortsat i Asien, hvor starten på den nye handelsuge har budt på store aktiefald på tværs af regionen. I forlængelse heraf peger formarkederne da også på nye store kursfald ved åbningen af både de europæiske og de amerikanske aktiebørser senere i dag, skriver Nordea i en morgenkommentar.
Den tyske DAX-future falder mandag morgen 3,9 pct., mens futures for de tre store amerikanske indeks ligger til fald på 2,5-4,3 pct. Det sker vel at mærke efter voldsomme fald både torsdag og fredag.
Herhjemme faldt C25-indekset fredag 6,2 pct. lavere i 1519,50. Det var næststørste fald i indeksets historie siden 2017. Det samlede tab over ugen løb dermed op i næsten 11 pct., hvilket ikke er set værre siden pandemien i marts 2020.
ALLE ELITEAKTIER RAMT
Fredag var der fald i samtlige af de danske eliteaktier, men bankerne var hårdest ramt med fald i Sydbank og Danske Bank på omkring 12 pct. Vestas og Mærsk faldt ligeledes tocifret, mens Tryg klarede sig bedst i C25 ved kun at falde 0,2 pct.
- I den kommende uge vil investorernes fulde opmærksomhed være fokuseret på udviklingen i handelskrigen. Det bliver derfor nyhedsstrømmen omkring toldsatser og mulige gengældelsesaktioner fra blandt andet EU, som bliver det altoverskyggende markedstema. På nøgletalsfronten er der til gengæld lagt op til en stille uge. Størst opmærksomhed vil der være på de nye amerikanske inflationstal på torsdag og forbrugertillidstallene ligeledes fra USA på fredag, skriver Nordea.
Handelskrigen fortsætter mandag med at gå hårdt ud over Mærsks asiatiske konkurrenter inden for containertransport. Mærsks B-aktie faldt fredag med 10,5 pct. til 9602 kr. og samlet er den faldet 19 pct. siden toldmeldingen.
Nogenlunde samme nedtur er overgået japanske Kawasaki Kisen Kaisha og kinesiske Cosco Shipping, der har klaret sig værst blandt de asiatiske rederier med fald på sammenlagt 18 pct. siden toldmeldingen.
SÆNKET KURSMÅL TIL NOVO
Der er mandag analysenyt om Novo Nordisk, som har fået skåret sit kursmål til 750 kr. fra 900 kr. hos Deutsche Bank, som dog holder fast i sin købsanbefaling for aktien. Fredag faldt Novo 5,4 pct. til 432 kr, og samlet er aktien nu faldet 30,8 pct. siden årsskiftet.
Novo kan desuden konstatere, at Donald Trumps administration i USA ifølge Bloomberg News vil droppe et forslag fra tiden under den forhenværende præsident Joe Biden om at tilbyde dækning af behandling med fedmemidler under den offentlige sygesikring Medicare.
Med den beslutning får de millioner af amerikanere, som er dækket af Medicare, alligevel ikke adgang til Novo Nordisks Wegovy eller Eli Lillys Zepbound, mens den amerikanske stat derimod kan spare udgifter for milliarder af dollar.
Demant har desuden fået sænket kursmålet til 325 kr. fra 345 kr. af storbanken Morgan Stanley, som dog fortsat ser positivt på aktien med anbefalingen "overvægt". Demant-aktien tabte fredag 2,6 pct. til 216,80 kr. og samlet 6,2 pct. hen over ugen.
.\\˙ MarketWire