Børserne fortsætter kollaps: Trumps told har nu kostet kursfald på omkring 14 pct.
7/4 09:45
De europæiske aktiemarkeder styrtdykker fra åbningen mandag, hvor det hjemlige C25-indeks åbnede over 7 pct. lavere.
Ved 9.40-tiden har indekset dog rettet sig marginalt til et minus på 5,7 pct. til 1433,51.
Også de øvrige europæiske børser er hårdt ramt.
- Det er opfølgning på fredagen på det amerikanske aktiemarked, hvor der var fald på omkring 6 pct. Faldene er bredt funderede, og der er ikke differentiering mellem defensive og cykliske aktier, konstaterer Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje.
Samtlige C25-aktier dykker med Coloplast som den mindst ramte danske eliteaktie - 3,3 pct. lavere i 670,80 kr.
Værst går det Zealand Pharma, der ligger 9,3 pct. lavere i 386,40 kr. Men også Carlsberg, der har relativt lille eksponering mod det amerikanske marked, falder 4,4 pct. til 823,40 kr.
Som et bevis på panikken i de første minutters handel blev flere aktier samtidig handlet med fald på over 10 pct.
Eksempelvis blev Royal Unibrew handlet næsten 17 pct. lavere i 468 kr. Bryggeriaktien har siden rettet sig noget til 532,50, hvilket stadig er et fald på 5,3 pct. fra fredag.
Mandagens nedtur bringer det samlede tab i C25-indekset op på 13,7 pct., siden Trump annoncerede amerikansk told på varer fra det meste af verden.
Til sammenligning ligger S&P 500-futuren 4,7 pct. lavere mandag, hvilket vil bringe det samlede fald i indekset op på 14,5 pct.
- Reaktionen blandt investorerne er helt klassisk. Det er "risk off", altså man skærer risiko bort og sælger aktier og virksomhedsobligation, upåagtet af aktivets underliggende kvalitet, og så køber man sikkerhed i stedet, siger Otto Friedrichsen, der ikke har et bud på, hvornår nedturen mon stopper.
- Det kommer til at handle om, hvor langt Trump og det politiske setup i USA er villig til at trække det her, siger han.
.\\˙ MarketWire