Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Paniksalg uden nåde i recessionsfrygt

7/4 11:40

Ragnarok har mandag ramt de globale aktiemarkeder inklusive det danske, og ingen aktier i det danske C25-indeks - eller for den sags skyld blandt large- og midcap-aktier - går fri af fald.

I eliteindekset ligger faldene fra 0,6 pct. til 107,60 kr. til Ambu til et fald på 7,9 pct. til 83,98 kr. for GN, og samlet set dykker indekset mandag middag til 1453,20 eller med 4,3 pct. i forhold til lukkeniveauet fredag.

Nedturen følger fald torsdag og fredag på 2,4 og 6,2 pct. som en fortsat reaktion på den verdensomspændende handelskrig, som USA's præsident, Donald Trump, indledte onsdag aften i sidste uge med lanceringen af toldforhøjelser overfor stort set alle USA's handelspartnere. Fredag reagerede Kina på angrebet med en modtold på 34 pct. over for import fra USA.

Mandag morgen åbnede C25-indekset helt usædvanlig med 20 af indekset 25 aktier i forlænget åbningsauktion med risiko for et fald fra åbningen på over 10 pct. Derefter åbnede indekset med et fald på 5,2 pct. Og alt i alt er der tale panik i et omfang, som chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink ikke har set før.

- Jeg synes, at jeg har set meget efterhånden, men ikke noget, der ligner det her, konstaterer han.

- I løbet har weekend har der ikke været tegn på, at Trump har overvejet sin holdning til toldsatserne, og det er derfor panikken breder sig her til morgen, mener chefaktiehandleren.

FRA SELEKTIVT TIL FULD "RISK OFF"

Mads Zink konstaterer samtidig, at nedturen nu rammer alle aktier bredt.

- Markedet er skiftet fra at reagere delvist selektivt til fuldt "risk off". Folk sælger bare ud hele vejen rundt, og det er uanset, om det er høj- eller lavrisiko aktier. Uanset, hvad det er, så bliver det bare solgt. Også dem, der ikke skal falde på det, også dem, som er helt upåvirket af det. Det minder om paniksalg, siger Mads Zink.

Han frygter, at det udvikler sig en til egentlig recession, som rammer alle.

- Nu er det store spørgsmål, om Trump er villig til at ofre den globale vækst på at bevare sin toldpolitik, eller om han på et tidspunkt vil ændre sin politik for at undgå global recession. Det er det, vi venter på lige nu, siger Mads Zink.

SELV TRYG FALDER

Et egentligt mønster i, hvilke aktier, som rammes mest eller mildest, er ikke umiddelbart tydeligt.

- Men der er jo nogle, som er allerede faldet på lidt de samme ting. Set i forhold til bare for en måned tilbage, så er der jo mange selskaber som allerede nu er faldet over 20 pct, konstaterer Mads Zink og nævner - nærmest i flæng - Pandora, GN, Rockwool og Mærsk.

- Det er voldsomt, men hvis du er på vej ind i en global recession, kan det godt falde endnu mere, advarer Mads Zink.

Symptomatisk for panikken er det ifølge chefhandleren, at selv forsikring falder:

- Tryg er 5,6 pct. nede, men forsikring bliver jo ikke ramt af told eller recession. Folk skal jo have deres forsikringer uanset hvad.

I HÆNDERNE PÅ BARE EN MAND

Ifølge chefaktiehandleren håber markedet nu på, at en recession også vil ramme den amerikanske økonomi, og at det vil få Donald Trump til at skifte politik.

- Så vil markedet vende rundt, og det er jo nyt i forhold til, hvad vi har set ved for eksempel coroona-krisen. Da kunne du ikke bare trykke på to knapper, og så begyndte det hele at se bedre ud igen. Det kunne du heller ikke under finanskrisen. Men nu er der faktisk én mand, som kan ændre det hele, bemærker Mads Zink, som også ser et usikkerhedsmoment i det vilkår.

- Der er også en kæmpe fare ved at sælge ud nu. Han kan lige pludselig vende rundt, fordi han kan se, at det her bliver for voldsomt. Og så har du jo solgt på bunden. Jeg har svært ved at se, om det her er en købsmulighed, eller om det skal videre ned, siger Mads Zink.

ZEALAND OG GN I BUND, AMBU OG BANKER I TOP

I bunden af C25-indekset har GN mandag middag selskab af Zealand Pharma, som taber 7,4 pct. til 394,70 kr., og af DSV, som mister 6,6 pct. til 1102 kr.

I toppen slipper Jyske Bank med et fald på 2,1 pct. 471,8 til kr., Danske Bank taber 2,8 pct.til 188,60 kr. og Novo Nordisk falder 2,8 pct. til 420,10 kr.

Mærsk, der om noget er eksponeret for udviklingen i verdenshandlen, indkasserer et fald for B-aktien på 4,2 pct. til 9196 kr.

SÆNKET KURSMÅL TIL NOVO

Der er mandag analysenyt om Novo Nordisk, som har fået skåret sit kursmål til 750 kr. fra 900 kr. hos Deutsche Bank, som dog holder fast i sin købsanbefaling for aktien.

Novo kan desuden konstatere, at Donald Trumps administration i USA ifølge Bloomberg News vil droppe et forslag fra tiden under den forhenværende præsident Joe Biden om at tilbyde dækning af behandling med fedmemidler under den offentlige sygesikring Medicare.

Med den beslutning får de millioner af amerikanere, som er dækket af Medicare, alligevel ikke adgang til Novo Nordisks Wegovy eller Eli Lillys Zepbound, mens den amerikanske stat derimod kan spare udgifter for milliarder af dollar.

Demant har fået sænket kursmålet til 325 kr. fra 345 kr. af storbanken Morgan Stanley, som dog fortsat ser positivt på aktien med anbefalingen "overvægt". Demant-aktien falder 4,1 pct. til 208 kr.

.\\˙ MarketWire