Rygter om toldudsættelse giver kortvarig optur på blodrød aktiedag
7/4 16:53
Der er blevet sat foreløbig prop i den blodrøde nedtur både i Danmark og blandt de amerikanske aktier. Det skyldes rygter om, at USA's præsident Donald Trump er åben for at udsætte sin told med 90 dage.
Det er Kevin Hassett, som er økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, som mandag har udtalt, at præsidenten er åben for en toldpause for alle lande undtagen Kina. Det skriver Reuters.
Den melding fik de blodrøde indeks til at vende rundt og lyse grønt. Opturen blev dog kortvarig, efter at præsidenten ifølge Bloomberg News har afvist at gøre alvor af tankerne.
Dermed er der igen malet med rødt, og det fortsætter med at være særdeles svært for investorerne at vide, hvilket ben de skal stå på.
- Markedet har lagt meget negativt ud, og med den usikkerhed der er, så kan det komme ud af ingenting. Der skal ikke meget til at flytte på stemningen, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.
- En udskydelse er et oplæg til forhandling. Hvis vi ser ind i det, så vil investorerne vejre morgenluft, fordi så ligner det et endeligt udfald, der ligger et bedre sted end det oplæg, han først er kommet med, siger Jacob Pedersen med henvisning til præsidenten.
RYGTER SKABTE KORTVARIGT GRØNT HOP
Rygterne fulgte efter kritik fra en af præsidentens store støtter, milliardæren Bill Ackman, som på X netop har opfordret til en pause på 90 dage. Han fortsætter med at bakke op om præsidentens overordnede ambitioner med tolden, men han er bekymret for den svækkede tillid, som en handelskrig skaber.
Knap et kvarter før lukningen af det danske marked falder C25-indekset 1,6 pct. efter et korvarigt plus forårsaget af rygter om udskydelse af told.
Ved åbningen var der til morgen fald i samtlige aktier i C25, og indekset bakkede ikke mindre end 5,2 pct. til 1441,10. Samtidig lagde 20 ud af indekset 25 aktier ud med at være i forlænget åbningsauktion, som netop sker ved et stort salgspres.
I USA dykker Dow Jones, S&P 500 samt Nasdaq alle i niveauet 0,7-1,6 pct. mandag eftermiddag. De åbnede blodrødt, men var ligesom de danske aktier kortvarigt i plus på grund af rygterne om toldudsættelse.
.\\˙ MarketWire