Obligationer/tendens: Rentestigninger i vente i takt med mindre aktiecomeback
8/4 07:21
Der er umiddelbart udsigt til lette rentestigninger på det danske obligationsmarked tirsdag morgen, hvor der også stilles en pustepause i udsigt for aktierne oven på de seneste tre handelsdages toldkaos.
Mandag var de amerikanske aktier atter i voldsomme udsving, da et rygte om en udsættelse af Donald Trumps nye toldsatser - undtaget Kina - ville kunne komme på tale.
Selv om nyheden senere blev afvist af Det Hvide Hus, endte renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation alligevel med en stigning på 19 basispoint til 4,18 pct.
Tirsdag morgen er der lidt tilbagefald i rentemarkedet. Den tiårige T-bond forrentes med 4,15 pct. på markedet i Tokyo. Det er dog stadig 4 basispoint over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.
Samtidig er der udsigt til et comeback til aktierne i Europa, idet handlen med futures indikerer plusser på 1,8 pct. og 2,0 pct. for det tyske DAX-indeks og det paneuropæiske Stoxx 50-indeks.
Det kan få investorerne til at lægge nogle penge tilbage i aktiemarkedet og dermed skabe faldende obligationskurser og stigende renter.
Herhjemme blev udfaldet mandag en rentestigning til den toneangivende tiårige statsobligation på 10 basispoint til 2,53 pct. Men rentefremgangen fortsatte altså i den amerikanske handel ud på aftenen.
I det hele taget vil udviklingen med stor sandsynlighed være tæt forbundet med potentielt flere toldnyheder og bevægelserne på aktiemarkedet.
- Især udviklingen på aktiemarkedet kan blive afgørende for renteudviklingen. Aktiekursfald kan udløse rentefald, mens stigninger kan presse renterne op, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en morgenkommentar.
Dermed falder tirsdagens nøgletal, hvor en opdatering af industriproduktionen i Danmark i februar er højdepunktet, også mere i baggrunden.
.\\˙ MarketWire