Aktier/tendens: Udsigt til comeback trods sværm af anbefalings- og kursmålssænkninger
8/4 08:29
Sænkede anbefalinger og kursmål skyller ind over det danske aktiemarked tirsdag morgen, hvor det dog alligevel ser ud til at starte med stigninger herhjemme, idet investorerne tager en pustepause efter tre rædselsdage i handelskrigens tegn.
Mandag gik det amerikanske marked fra et stort minus til et stort plus, før det sluttede tæt på uændret, da den tidlige handels panik blev byttet ud med lidt håb, da Reuters skrev om en mulig toldpause.
Selv om historien senere blev afvist af Det Hvide Hus endte det ikke så grelt, som det startede.
Herhjemme noterede C25-indekset sig dog endnu et klart fald, da det bakkede 2,0 pct. til 1489,13.
Dermed er det danske indeks nu faldet med godt 16 pct. i 2025 indtil nu.
- Stemningen her til morgen er mere positiv, men stadig meget volatil. Aktierne i Asien handler næsten udelukkende i plus, og aktiefutures i EU og USA er også i plus, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.
PANDORA FÅR ÈN OVER NAKKEN
Smykkeselskabet Pandoras aktie er en af dem, der har været hårdest ramt af toldpanikken de seneste dage, og tirsdag må den også lide den tort, at JPMorgan har sænket både sin anbefaling og sit kursmål.
Anbefalingen af Pandora er skruet ned til "neutral" fra "overvægt", og kursmålet er samtidig sat ned med mere end 28 pct. til 1000 kr. fra 1400 kr.
Derudover har ligeledes amerikanske Bernstein indledt dækning af aktien med den negative anbefaling "underperform" og et kursmål på 700 kr.
Pandora steg mandag 3,5 pct. til 904,20 kr. efter fald på henholdsvis 10,7 pct. og 8,0 pct. torsdag og fredag i sidste uge.
Goldman Sachs har også været ude med riven efter GN, der efter en lang og hård kursnedtur får sænket kursmålet til 95 kr. fra 140 kr.
Samtidig fastholdes anbefalingen "sælg", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Kursmålet er dog lidt over mandagens lukkekurs på 91,42 kr., der kom i land efter en stigning på 0,3 pct.
Torsdag og fredag i sidste uge var også GN dog hårdt spændt for med fald på henholdsvis 8,3 pct. og 8,4 pct.
Konkurrenten Demant har desuden også fået sænket kursmålet hos Goldman Sachs en anelse. Her er det sat ned til 315 kr. fra 330 kr., men synet på den aktie er noget mere positivt, og anbefalingen "køb" fastholdes da også, fremgår det af Bloomberg News.
Demant steg mandag 0,9 pct. til 218,80 kr. og begrænsede også torsdag og fredag i sidste uge nedturen til henholdsvis 1,8 pct. og 2,6 pct.
MÆRSK OG DSV FÅR KURSMÅLSKLØ HOS BERNSTEIN
Også Mærsk og DSV har været i massivt fokus på grund af de opblussende handelskrig, der i sagens natur ikke er godt nyt for transport- og logistiksektoren.
Og nu har Bernstein reageret på det og sænket sit kursmål for Mærsk til 8250 kr. fra 9800 kr. Anbefalingen er stadig "underperform", viser data fra Bloomberg News.
For DSV sættes kursmålet ned til 1600 kr. fra 1800 kr., men til gengæld fastholdes den positive anbefaling "outperform".
Mærsks B-aktie sluttede mandag 2,7 pct. højere i 9856 kr. efter fald på 9,5 pct. og 10,5 pct. torsdag og fredag i sidste uge.
DSV faldt omvendt mandag med 4,6 pct. til 1126 kr. og fortsatte dermed nedturen fra i sidste uge, hvor aktien faldt med henholdsvis 5,3 pct. og 8,0 pct. torsdag og fredag.
For FLSmidth, som mandag faldt 1,6 pct. til 268,20 kr., kan det bemærkes, at norske DNB har sænket sit kursmål til 330 kr. fra 430 kr.
Anbefalingen er stadig "køb". Også FLSmidth, der er afhængig af gang i verdenshandlen, har tabt godt 18 pct. over de seneste tre handelsdage.
.\\˙ MarketWire