Aktier/åbning: Handelskrigen sender igen GN, DSV og Mærsk i kulkælderen
9/4 09:18
Vestas, DSV, GN og Mærsk falder tungt fra starten af den danske aktiehandel onsdag, hvor hele markedet er surt, idet amerikanske toldsatser på en række varer træder i kraft, og hvor handlerne samtidig må konstatere en kraftigt forøget amerikansk told på kinesiske varer, fordi Kina ikke har villet sænke sine toldsatser på amerikanske varer.
Det har nok en gang sendt de asiatiske aktier ud i voldsomme fald, og også i Europa er der malet med rødt over hele linjen.
Dermed bliver tirsdagens korte pustepause bragt til brat standsning. C25-indekset herhjemme steg tirsdag med 2,4 pct., men onsdag morgen falder indekset tungt med 3,5 pct. til 1471,76.
- Efter en kortvarig opblomstring er frygten tilbage med fuld styrke på de finansielle markeder. Den nye bølge af nervøsitet udspringer fra den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina, der tirsdag nåede nye højder. Det skete, efter at Trump annoncerede, at USA vil forhøje toldsatsen på kinesiske varer til 104 pct. På den anden side fortsætter de kinesiske myndigheder den hårde retorik, hvor de har svoret, at "kæmpe til enden" mod de amerikanske handelsrestriktioner, skriver Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en morgenkommentar.
- Til gengæld virker det som om, at EU-landene fortsat håber på at kunne finde en forhandlingsløsning med USA - om end politikkerne også her gør det klart, at de er klar til at sætte hårdt mod hårdt over for USA, fortsætter han.
PANDORA KAN FÅ OPBLOMSTRING EFTER BOMBARDEMENT
Handelskrigens rasen sender igen navne som Mærsk, DSV, GN og Pandora i fokus, da det er nogle af de hårdest ramte danske aktier under uroen.
Men for sidstnævnte er der stadig masser af underliggende potentiale, lyder vurderingen fra det amerikanske børshus Jefferies.
- Pandora er faldet 15 pct. siden "Liberation Day", og det er den værste udvikling i sammenlignet med tilsvarende selskaber, der er faldet 11 pct. og luksussegmentet, der er faldet 13 pct. Vi mener, at en stor del af denne underpræstation skyldes, at Pandora var det første selskab til at give en udmelding om toldpåvirkningen, skriver Jefferies' analytiker Frederick Wild i en analyse.
- Forud for det, der kan blive et rodet første kvartal, hvor andre kommer med lignende opdateringer, ser vi en relativ outperformance på kort sigt, og på længere sigt mener vi, at der er muligheder her, efterhånden som fordelene ved Pandoras unikke markedsposition bliver tydelige, påpeger han.
Pandora-aktien er også en af de bedst præsterende i C25 onsdag morgen med et fald på 1,7 pct. til 905,20 kr.
Til gengæld styrtdykker DSV med 5,5 pct. til 1091 kr., GN bakker 6,4 pct. til 84,42 kr., og Mærsks B-aktie falder med 3,1 pct. til 9637 kr.
Vestas falder samtidig med 4,2 pct. til 85 kr. Deutsche Bank har sænket sit kursmål for Vestas til 110 kr. fra 150 kr., og samtidig sættes anbefalingen ned til "hold" fra "køb". Samtidig fragår retten til et mindre udbytte også for Vestas.
SEB SER POTENTIALE I BAVARIAN NORDIC OG INDLEDER MED "KØB"
Potentiale er der også i Bavarian Nordic, vurderer svenske SEB, som har indledt dækning af vaccineselskabets aktie med den positive anbefaling "køb".
- Vi mener, at virksomheden tager de nødvendige skridt til at blive en stærk pengemaskine inden for rejsevacciner og offentligt beredskab. Selv om tidligere strategiske prioriteter kunne have været bedre afstemt og fortsat tynger aktiekursen, mener vi, at Bavarian leverer et forbedret cash flow, der giver et meget attraktivt afkast til aktionærerne, skriver SEB i en analyse.
Banken sætter et kursmål for aktien på 250 kr., hvilket indikerer et positivt potentiale på næsten 70 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag, da aktien steg - måske netop på grund af den nye købsanbefaling - med 5,5 pct.
Onsdag morgen falder Bavarian 2,6 pct. til 144 kr. i det gennemgående sure marked.
Der er registreret seks finanshuses anbefalinger af aktien i Bavarian Nordic hos Bloomberg News. Heraf er fem positive, en enkelt er neutral, mens ingen er negative.
Coloplast har omvendt fået sænket sit kursmål hos både SEB og Carnegie. Førstnævnte har sænket til 925 kr. fra 1025 kr., men gentaget den positive anbefaling "køb", og Carnegie har skruet ned til 760 kr. fra 875 kr. Her er anbefalingen stadig "hold".
Medicoaktien falder med 2,0 pct. til 680 kr. fra start onsdag.
B&O MED KLAR FREMGANG I TREDJE KVARTAL - MEN SKRUER LIDT NED FOR OMSÆTNINGSPROGNOSE
Bang & Olufsen leverede i sit tredje kvartal 2024/25 betydelig fremgang i både salget og driften, idet salget voksede til 631 mio. kr. fra 614 mio. kr. i den tilsvarende periode et år tidligere, mens driftsresultatet før renter og skat (EBIT) voksede til 25 mio. kr. fra 8 mio. kr.
Men for hele regnskabsåret ser selskabet nu omsætningen ende i den lave ende af prognosen om en vækst på minus 3 til plus 3 pct.
EBIT-marginen før særlige poster ventes at ende i midten af intervallet minus 2 til plus 1 pct.
Aktien i elektronikselskabet falder med 0,3 pct. til 12,38 kr.
NKT har fået sænket sit kursmål hos Danske Bank til 690 kr. fra 720 kr. Banken ser nu mindre positivt på lavspændingsmarkedet for NKT, men venter stadig betydeligt potentiale på mellemlang sigt og gentager derfor anbefalingen "køb".
Aktien falder med 2,3 pct. til 448,80 kr.
.\\˙ MarketWire