ECB's Villeroy: Trumps told peger på snarlig rentenedsættelse
9/4 11:28
Den Europæiske Centralbank, ECB, bør sænke renten "snart" som følge af USA's præsident Donald Trumps eskalerende handelskrig, der har skabt global økonomisk uro.
Det siger den franske centralbankschef og ECB-medlem Francois Villeroy.
- Der er stadig plads til at sænke renten, og det skal vi beslutte ved hjælp af smidig pragmatisme: Pragmatisk, fordi den er baseret på økonomisk data, og smidig, fordi vi skal gå så hurtigt, som det er berettiget, siger ECB-medlemmet i et interview med avisen Le Monde ifølge Bloomberg News.
Handelskrigen vil have en "ikke ubetydelig" og direkte indvirkning på økonomien, siger Francois Villeroy.
Mens USA sandsynligvis vil lide under et "inflationschok", ser ECB-medlemmet en omvendt tendens i Europa, hvor en styrkelse af euroen, siden Trump annoncerede sine omfattende toldsatser, vil hjælpe med at begrænse det opadgående prispres.
- Udviklingen siden 2. april taler i hvert fald for en snarlig nedsættelse, lyder det videre fra Francois Villeroy.
Det næste pengepolitiske møde i ECB afsluttes den 17. april, og her indregner handlen med rentefutures onsdag en rentenedsættelse på 25 basispoint, viser tal fra Bloomberg News.
ECB har benyttet hver af sine seneste seks møder siden juni sidste år til at sænke renten. Senest blev den europæiske indskudsrente sænket 25 basispoint til 2,50 pct.
.\\˙ MarketWire