USA/tendens: Kinas gengældelsestold og renteusikkerhed lægger nyt pres på aktierne
9/4 14:37
Det store udsalg af aktier og obligationer fortsætter onsdag, efter at Kina har gengældt den amerikanske præsident Donald Trumps told og indfører fra og med torsdag en told på 84 pct. på amerikanske varer.
Gengældelsen kommer, bare få timer efter at USA indførte en samlet told på 104 pct. på kinesiske varer.
Mandag vendte de amerikanske aktiemarkeder solide plusser på mere end 4,1 pct. for S&P 500-indekset til et slutfacit på et fald på 1,6 pct. Nasdaq-indekset led en lignende skæbne med et minus på 2,2 pct., mens Dow Jones kunne nøjes med et fald på 0,8 pct.
En time før onsdagens åbning af børserne i New York peger futures mod fald på 1,7-2,2 pct. for de tre ledende indeks, hvor Nasdaq-ligger til at modtage færrest tæsk.
Renten har været på himmelflugt de seneste dage, hvor den for den 30-årige amerikanske statsobligation kortvarigt onsdag har været over 5 pct. for første gang siden november 2023 som følge af voksende tvivl om amerikanske statsobligationer som tilflugtssted i usikre tider.
- Vi er godt inde i eskaleringsfasen for handelskrigen, og investorerne har intet at holde fast i lige nu, siger Alexandre Baradez, chefanalytiker hos IG Markets, ifølge Bloomberg News.
- Det, der står klart nu, er, at det amerikanske obligationsmarked ikke længere er en sikker havn for investorer, men tværtimod lægger det pres på aktiemarkederne, fortsætter chefanalytikeren.
MEDICINALAKTIER PRESSET AF VARSLET TOLD
De store amerikanske medicinalselskaber er endt under gevaldigt pres, efter at USA's præsident, Donald Trump, har varslet, at der snart annonceres told på medicin.
I formarkedet falder Pfizer 4,9 pct., mens Novo-rivalen Eli Lilly taber 3,2 pct. Øvrige selskaber som Merck, Moderna og Bristol-Myers Squibb står til fald på mellem 2,1 og 4,1 pct.
Hos finanshuset BMO Capital skriver analytiker Evan David Seigerman, at den varslede told slukker "illusionen om sikkerhed" for medicinalsektoren, efter at Donald Trump i forbindelse med sin store tolddag den 2. april undlod at nævne told på medicin, skriver Bloomberg News.
APPLE FORTSÆTTER NEDTUREN
Apple, hvis vigtigste produkt, iPhone, der tegner sig for 50 pct. af salget og mestendels produceres i Kina, var med et fald på 5,0 pct. en af de hårdest ramte i mandagens sure marked.
Den amerikanske elektronikkæmpe er især ramt af udsigten til den ekstra told og de nye toldtrusler fra Kina hjælper ikke på stemningen, da aktien i onsdagens formarked ligger med et minus på 2,0 pct., efter at aktien har tabt 23 pct. siden onsdag i sidste uge.
DELTA AIR LINES DROPPER PROGNOSEN
Det amerikanske luftfartsselskab Delta Air Lines ser så meget usikkerhed om fremtiden på grund af den verserende globale handelskrig, at selskabet har valgt at droppe prognosen for året.
Væksten ventes at blive flad, og en planlagt udvidelse af kapaciteten i anden halvdel af 2025 bliver nu skrinlagt.
Allerede i sidste måned advarede flere luftfartsselskaber måned om, at den store volatilitet presser indenrigsrejser i USA, og topchef Ed Bastian påpeger, at han nu holder nøje øje med, om det kan sprede sig til forretningsrejser og den internationale efterspørgsel.
- Vi ved, at vi ikke er immune, og vi holder nøje øje med det, siger han til Bloomberg News.
Delta venter fortsat et overskud i 2025, oplyses det i forbindelse med regnskabet for første kvartal onsdag. Prognosen lægges nu i skuffen for at blive opdateret senere på året.
Luftfartsaktien stiger 0,4 pct. i det amerikanske formarked efter et fald på 3,8 pct. tirsdag.
.\\˙ MarketWire