Onsdagens aktier: Eskalerende handelskrig bag fuldstændig rødt C25
9/4 17:08
Et helt rødt dansk eliteindeks var endnu en dag resultatet af en fortsat eskalerende handelskrig mellem USA og dets handelspartnere.
Oven i det vante pres til industri- og transportselskaberne var der onsdag også øretæver til medicinalsektoren, der er blevet indlemmet i USA's toldplaner.
USA's forhøjede toldsatser på 104 pct. for kinesisk import trådte i kraft onsdag, og Kina var ikke sen til at gengælde, da landet onsdag over middag dansk tid annoncerede, at det fra torsdag indfører told på 84 pct. på amerikanske varer.
Dermed blev tirsdagens korte pustepause bragt til brat standsning. C25-indekset herhjemme steg tirsdag med 2,4 pct., men onsdag faldt indekset tungt med 5,6 pct. til 1438,25, og ingen eliteaktier gik fri af uvejret.
C25 er år til dato nu faldet med 19,1 pct., og siden den seneste rekord i september sidste år er indekset braget ned med 29,4 pct.
Det tunge fokus på handelskrigen sender også stort set alle selskabsspecifikke nyheder ud af rampelyset.
- Efter en kortvarig opblomstring er frygten tilbage med fuld styrke på de finansielle markeder. Den nye bølge af nervøsitet udspringer fra den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina, der tirsdag nåede nye højder, skriver Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en kommentar.
HANDELSKRIGEN FORTSAT HÅRD VED GN, DSV OG MÆRSK
GN, der har en stor produktion i Kina, og derfor står til at blive ramt hårdt af Donald Trumps toldhammer, fortsatte nedturen med et fald på 8,9 pct. til 82,56 kr.
Verdenshandlen må også formodes at blive reduceret kraftigt, hvis ikke der findes en løsning, og derfor var der også prygl til DSV og Mærsk, der sluttede med fald på henholdsvis 8,6 pct. til 1055 kr. og 8,0 pct. til 9150 kr.
Der var dog også negativt analysenyt, da det amerikanske analysehus Wolfe Research sænkede kursmål for de to selskaber.
For DSV sigter Wolfe nu efter 1500 kr. mod tidligere 1850 kr., mens kursmålet for Mærsk er skåret til 8300 kr. fra 9200 kr.
Mærsk fik i samme ombæring gentaget den negative anbefaling "underperform", mens DSV fik gentaget positive "outperform".
DSV fik ellers gode nyheder i form af en godkendelse af kæmpeopkøbet DB Schenker fra EU-Kommissionen.
MEDICINALAKTIER GÅR IKKE LÆNGERE FRI
Tirsdag meddelte USA's præsident, Donald Trump, at heller ikke medicinalsektoren længere kan gå fri af toldkanonen. USA er således på vej med store toldsatser på medicinalimport for at tiltrække investeringer i amerikansk produktion.
Det skriver flere medier.
Novo Nordisk faldt på den baggrund med 6,9 pct. til 403,95 kr., Genmab tabte 7,9 pct. til 1168,50 kr., og Zealand Pharma faldt med 7,8 pct. til 408,40 kr.
Øverst i et ellers rødt C25-indeks sluttede defensive aktier såsom Tryg og ISS, der endte dagen med fald på henholdsvis 2,4 pct. til 147 kr. og 2,7 pct. til 143,10 kr.
B&O MED KLAR FREMGANG I TREDJE KVARTAL - MEN SKRUER LIDT NED FOR OMSÆTNINGSPROGNOSE
Bang & Olufsen leverede i sit tredje kvartal 2024/25 betydelig fremgang i både salget og driften, men for hele regnskabsåret ser selskabet nu omsætningen ende i den lave ende af prognosen om en vækst på minus 3 til plus 3 pct.
Aktien i elektronikselskabet faldt med 7,9 pct. til 11,44 kr.
.\\˙ MarketWire