Frygt for recession reduceret: Ser nu kun tre rentesænkninger i USA i år
10/4 06:35
Efter Donald Trumps toldretræte onsdag er investorernes frygt for en recession blevet kraftigt reduceret, og det oversættes til en forventning om færre rentesænkninger i 2025, end markedet indregnede bare tirsdag.
Onsdag pegede handelen med rentefutures derfor på, at Federal Reserve i år vil sænke sin renten sådan cirka tre gange til 3,56 pct. mod nuværende 4,25-4,50 pct., mens forventningen tirsdag var lidt mere end fire lempelser til 3,27 pct.
Både i december og i marts har Federal Reserves ledelse dog selv i sine kvartalsmæssige prognoser spået to nedsættelser gennem 2025 til 3,875 pct.
Udviklingen skal ses i, at den amerikanske præsident delvist kravlede ned fra sit træ og indførte en periode på 90 dage med en "universel" told på alle andre lande end Kina, som dog på grund af sine modsvarende toldforhøjelser over for USA, fik sat sine afgifter op fra 104 til 125 pct.
Udsigten til, at der nu er en mulighed for at finde frem til aftalte løsninger med alle andre lande end Kina betyder, at bremsen på den økonomiske aktivitet fra toldkrigen formentlig vil blive mindre, og det reducerer risikoen for en global recession såvel som for negativ vækst i USA.
Og det tog Goldman Sachs også konsekvensen af.
- Tidligere i dag, før meddelelsen fra præsident Trump, skiftede vi til recession som basisscenariet på grund af den ekstra told mod specifikke lande, som trådte i kraft her til morgen, skrev investeringsbanken i et analysenotat onsdag aften.
- Nu vender vi i stedet tilbage til vores tidligere basisscenarie, der ikke forudsiger recession.
.\\˙ MarketWire