Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Investeringsøkonom: Massiv dansk aktierevanche venter

10/4 07:20

Der bør være lagt op til en massiv dansk aktierevanche torsdag, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag aften vendte rundt og midlertidigt sænkede størstedelen af sine massive toldsatser rettet mod sine handelspartnere med undtagelse af Kina.

Det vurderer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

- Der bør være comeback til hele markedet. Både life science og andre aktier. En del aktier er faldet på grund af markedsnervøsitet, mens andre aktier efter min mening om ikke er faldet overdrevent meget, så absolut set meget, skriver Per Hansen i en kommentar.

Investeringsøkonomen spår, at C25-indekset kan se frem til stigninger på 6-10 pct. torsdag, hvor særligt life science-aktierne har meget at indhente efter onsdagens kursprygl, hvor sværvægteren Novo Nordisk faldt 6,9 pct. på frygten for en kommende amerikansk medicintold.

C25-indekset sluttede onsdag med et minus på 5,6 pct., hvilket er det tredjestørste fald for eliteindekset i sin nuværende form.

- Danmark er synonym med life science, og udmeldingen om, at der ville komme høje satser på medicinalvarer, ramte Danmark hårdt og yderligere oven i den nedtur, som allerede har været massiv, skriver investeringsøkonomen.

Senere på aftenen fløj de amerikanske aktier lodret i vejret oven på Trumps melding om toldpausen på 90 dage. Det techtunge Nasdaq-indeks sluttede dagen 12,2 pct. i plus, mens det brede S&P 500 og det industritunge Dow Jones steg med henholdsvis 9,5 pct. og 7,9 pct.

Toldmeldingen tyder på, at Donald Trump alligevel ikke helt har kunnet se bort fra markedernes udvikling over den seneste tid.

- Det gode spørgsmål er, om Donald Trump smed sine kort som i et spil poker. Officielt havde alle lande i verden ringet, men spørgsmålet er, om han fik et vink med en aktiekursoversigt over de større nedture, der har været, skriver Per Hansen.

- Vi ved nu, at der er en grænse, som kan være svær at passere, og det er økonomien og aktiernes nedtur, og måske også rentestigningen i tiårige obligationer, lyder det videre.

Torsdag morgen peger den tyske DAX-future opad med 7,7 pct., mens den britiske FTSE-future stiger 5,5 pct.

Ender dagen med en C25-stigning på i niveauet 6 pct. til 10 pct. vil det være suveræn rekord for det danske eliteindeks i sin nuværende form. C25-rekorden lyder på et plus på 4,1 pct., som blev sat under coronapandemien den 24. marts 2020.

.\\˙ MarketWire